Gå til hovedindhold
Bredere børnefællesskaber

Når klasseværelset kommunikerer

PLUSklasse-teams henter inspiration fra NEST: Når intet overlades til tilfældighederne, overlades ingen til tilfældighederne. 

26. aug. 2024
  • Læs op

Indhold

    Af Marie Lærke Justesen, B&U Kommunikation

    Forrest i klassen hænger dagens plan, lektionens plan, timetimer og vores smartboard. På sidevæggene kan jeg finde en tavle for hvert fag – matematik er blå og dansk er rød. Bagerst i vores klasseværelse hænger vores farvestrålende malerier fra projektet sidste uge. Og sådan ser der også ud i klasseværelset ved siden af... 

    Sådan er det at være barn i en NEST klasse på Katrinebjergskolen, hvor de bevidste valg om klasseværelsets indretning har sine klare fordele - for alle børn. Bl.a. derfor er Katrinebjergskolen et naturligt valg for et heldags-stop i kompetenceudviklingen for de tre nye PLUSklasse-teams i Aarhus. 

     

    På lærings- og inspirationstur 

    Netop nu er de tre 0.PLUSklasse-teams fra Sabro-Korsvejen Skole, Skåde Skole og Vorrevangsskolen i fuld gang med kompetenceforløbene forud for skolestart for hver deres nye 0.PLUSklasse til august. 

    Hvor første hele kompetencedag havde fokus på co-teaching, har denne anden kompetencedag fokus på specialpædagogiske metoder og indretning af klasselokalet. Denne dag deler Anne Buchvardt og Anne Rathky Vie Andersen fra Katrinebjergskolen derfor viden og praksiserfaringer fra skolens NEST klasser, hvor de begge er lærere.  

    Dagens program er spændende og tæt pakket – og opmærksomheden stor. Vi skal omkring: 

    • Indretning af klasselokalet
    • Metoder, overblik og faglig støtte
    • Sprogbrug
    • Besøg i klasselokale
    • Brainbreaks, overgange og sensoriske værktøjer 

    Og måske vigtigst af alt, skal vi omkring alle de små nuancer og muligheder for at justere læringsmiljøet, som kan gøre hele forskellen. For hvor og hvad kan vi skrue på, hvis vi ikke umiddelbart lykkes med f.eks. overgange, brainbreaks eller vores sprogbrug? Det kan Anne og Anne give et kvalificeret bud på - og der er også tid til at reflektere i de tre skole-teams. 

     

    Et klasseværelse man kan forstå

    Et gennemgående tema for dagen er ‘nedbrydning af information’.  

    De fleste kan nok nikke genkendende til at blive ignoreret af barnet, som man ellers lige har bedt klart og tydeligt om ‘spise sin morgenmad og tage tøj på, fordi NU skal vi ud ad døren’. I en NEST optik kan billedet af at gøre de tre ting 'NU’ se uoverskueligt ud for rigtig mange børn - og så kan en klassisk strategi fra barnet være at ignorere beskeden... 

    På samme måde kan et klasselokale kommunikere mere eller mindre klart – og gøre fællesskabet, dagen, timen eller opgaven mere eller mindre overskuelig at gå til for børnene. 

    Derfor arbejder Katrinebjergskolens NEST klasser med en indretning, der tydeligt kommunikerer en prioritering af informationer – og hjælper eleverne med at nedbryde og sortere informationerne hele dagen. 

    Grundprincipper for NEST klassernes klasselokaler er at have informationer og visuel støtte, der omhandler lektionen og opgaven forrest i klasseværelset. F.eks. den store tavle i midten, dagskema og timetimer til højre for tavlen og lektionsplan og stemmeskala til venstre for tavlen.  

    På lokalets sider hænger fag-tavler i hver deres farve – farver til hvert fag, der går igen på hele skolen. Her kan eleverne orientere sig i, hvad de arbejder med for tiden i fagene. 

    Reolsystemer med mapper og fagbøger er farvekodet efter samme principper. 

    Bagerst i lokalet hænger oversigten over bord-grupper, bordformænd og uges dukse. Det er også her, bagerst i lokalet, at klassens kreative produktioner kan udstilles. Men kun for en periode – der skal ryddes op og tages stilling til alt, hvad der hænger og står i lokalet med hyppige mellemrum – ikke mindst i kategorien ‘pynt’. 

    Når intet i indretningen overlades til tilfældighederne, efterlader vi heller ikke børnene til tilfældighederne. Eleverne skal f.eks. ikke selv navigere i, hvad der ser mest interessant, farvestrålende eller vigtigt ud på væggen ved tavlen. Det tager de voksne ansvar for.  

    Og det er godt for alle børn. 

     

    Formål

    Formålet med PLUSklasser er, at flere børn og unge skal kunne få deres tilbud lokalt, herunder også specialundervisningstilbud, give flere børn almene børnefællesskaber at spejle sig i og at udbrede flere specialpædagogiske kompetencer på almenområdet.

    Udviklingen af PLUSklasser skal ske med afsæt i de erfaringer Børn og Unge har gjort sig gennem årene med hhv. NEST, Mellemformer og vores mange forskellige specialklasser

     

    Hvad er en PLUSklasse?

    • En PLUSklasse er en klasse med en særlig elevsammensætning. I klassen går både almene elever og elever med specialpædagogiske behov henvist til klassen af PPR.

    • I PLUSklasserne er der altid to voksne i klassen, der underviser efter en struktureret co-teaching model.
    • Forældreinddragelse og -samarbejde er tilpasset klassens særlige sammensætning.

    • PLUSklasserne har et fast tilknyttet ressourceperson fra skolen, ligesom der er et tæt skole/PPR samarbejde omkring klasserne.
    • Der er en særlig systematik omkring teamsamarbejde og meddelelsesbog, der sikrer læring og udvikling for alle elever.

    • Social Læring er en integreret del af skoledagen for de henviste elever.

    • De specialpædagogiske metoder, der anvendes i PLUSklasserne, skaber deltagelsesmuligheder, tryghed og trivsel for alle klassens elever.

     

    Hvor mange elever er der i en PLUSklasse?

    I PLUSklassen starter ca.19 elever i børnehaveklassen, heraf er to elever henvist fra klyngens dagtilbud eller skoler.

    Antallet af henviste børn i PLUSklassen vil stige op gennem skoletiden. I indskolingen vil der således være op til fire elever, på mellemtrinnet op til fem elever og i udskolingen op til seks elever med specialpædagogiske behov.

    Der forventes således at være mellem 19 og 23 elever i PLUSklasserne frem til 9. klasse.

     

    Målgruppen for visiterede elever til PLUSklasserne

    Målgruppen for de visiterede børn til PLUSklasserne er børn med et specialpædagogisk støttebehov, der henvises til specialundervisning og kan profitere af at indgå i og spejle sig i et alment børnefællesskab. De visiterede børn vil i PLUSklassen få en mindre klassesammenhæng med 19-23 børn, social læring, specialpædagogiske indsatser og 2 voksne i klassen. Specialpædagogikken vil være Nest-inspireret og tage udgangspunkt i børnenes behov. Samtidig vil de visiterede børn få mulighed for at spejle sig i de lokale børn og indgå i dette klassefællesskab.

    De visiterede børn kan have forskellige vanskeligheder. Det kan være elever med en midlertidig nedadgående trivsel, der viser sig i emotionelle og sociale vanskeligheder, der kræver særlig støtte og omsorg, samt et tæt samarbejde med forældre, socialforvaltning, BUA eller andre relevante samarbejdspartner.

    Det kan også være elever med mere varige udfordringer, eksempelvis elever med lettere kognitive funktionsnedsættelser og indlæringsvanskeligheder, sprogvanskeligheder, vanskeligheder med opmærksomhed og aktivitet (ADD, ADHD), kontaktvanskeligheder (autisme, social kognitive vanskeligheder), angst eller ængstelige tilstande samt tvangstanker eller handlinger (OCD).

     

    Tidsplan 

    April-juni 2024 
    Kompetenceudvikling af personale og ledelse i de tre første PLUSklasser. 

    August 2024 
    Skolestart for eleverne de tre nye 0.PLUSklasser på følgende skoler: 


    Foråret 2025 
    Forberedelse og kompetenceudvikling for ni nye værtsskolers personale samt ledelse.

    August 2025 
    Skolestart for eleverne i de nye 0.PLUSklasser på de ni nye værtsskoler samt på de eksisterende 12 værtsskolers 0.PLUSklasse og 1.PLUSklasse. 

    Foråret 2026 
    Forberedelse og kompetenceudvikling for de sidste seks værtsskolers personale samt ledelse. 

    August 2026 
    Skolestart for eleverne i de nye 0.PLUSklasser på de 6 nye værtsskoler samt på de eksisterende 12 værtsskolers 0.PLUSklasse, 1.PLUSklasse og 2.PLUSklasse. 

    Visuelle materialer til indretning af klasseværelset
    Vi arbejder for en skole for alle
    Bredere børnefællesskaber - bevægelsen er igang
    Alle nyheder om Bredere børnefællesskaber
    Sidst opdateret: 1. oktober 2024