Gå til hovedindhold

Roller

Her kan du læse om de forskellige roller og positioner i organisationen, som er afgørende for, at vi i fællesskab lykkes med at skabe et stærkt fundament for kulturudviklingen.

Stærkere Læringsfællesskaber - Læringspartnere

Indhold

    Børn og Unges ledere er fælles om at sætte børnene og de unge i centrum for alle beslutninger og stræbe efter progression for alle børn og unge. Som leder er man rollemodel og går forrest i forhold til at samarbejde mere systematisk og blive dygtigere til at lære sammen og af hinanden – på alle niveauer i organisationen.

    I Børn og Unge arbejder vi med at styrke den faglige ledelse tæt på praksis og på kerneopgaven. Det høje niveau i pædagogik, didaktik og samarbejde kommer ikke af sig selv, og den direkte faglige ledelse af både ledere og medarbejdere er afgørende for at sikre høj kvalitet i vores tilbud til alle børn og unge.

    "Hvorfor er faglig ledelse den mest afgørende ledelsesdisciplin? Fordi kvaliteten af kerneydelsen kan blive langt højere end uden." -Malene Ringvad

    Læs mere om god ledelse på alle niveauer i Børn og Unge

    For at styrke den lokale forankring kan ledelsen uddelegere en del af opgaverne – men ikke ledelsesansvaret – til lokale ressourcepersoner / faglige fyrtårne, som er en vigtig ressource til at etablere medejerskab, involvering og forankring af nye vaner og praksis.

    "Stærkere Læringsfællesskaber giver os en tilgang til, at vi skal turde at kigge på vores praksis i forhold til børnenes deltagelsesmuligheder, og hvad de faktisk får ud af det, i stedet for at vi får rigtig gode ideer om praksis, som vi synes børnene skal passe ind i." -Fagligt fyrtårn i dagtilbud
    "Min rolle er at være med til at brede en måde at tænke på ift. hvordan vi arbejder sammen som professionelle her på skolen. Det handler om måden vi samarbejder med vores kolleger og ledelsen, og hvordan vi samarbejder i vores teams om at ændre en kultur." -Ressourceperson på en skole

    Du kan læse mere om rollen som fagligt fyrtårn og ressourceperson her:

    Læringspartnerne samarbejder med ledelse, ressourcepersoner/faglige fyrtårne, vejledere og medarbejdere i dagtilbud, skoler, UngiAarhus og forvaltningen med henblik på et vedvarende og insisterende fokus på udviklingen af stærkere læringsfællesskaber lokalt. Læringspartnernes understøttelse udfases planmæssigt i takt med den udvikling og kapacitetsopbygning, som organisationen har været igennem de seneste år.

    Læringspartnerne:

    • Er rekrutteret fra praksis i Aarhus, andre kommuner og ministerier
    • Har en faglig baggrund som enten lærer eller pædagog, og mange har også leder- eller vejledererfaring
    • Har stor erfaring i arbejdet med data, læreprocesser, feedback og organisationsudvikling
    • Har solidt kendskab til strukturer og systematiske tilgange, som fremmer det lokale arbejde med at styrke og følge læring, udvikling og trivsel hos alle børn og unge

    "Som gruppe har vi et nuanceret billede af de mange succeser, men også udfordringer, som udviklingen af stærkere læringsfællesskaber giver lokalt og på tværs af organisationen." -Læringspartner

    Læringspartnerne arbejder datainformeret og gør brug af reflekterende dialoger, når de yder støtte til såvel den lokale ledelse i arbejdet med at sætte retning for arbejdet med børnene læring og trivsel, som til medarbejderne på teamniveau på vej mod kvalificering af den lokale samarbejdskultur. Af læringspartnernes opgaveportfølje kan blandt andet nævnes udvikling og gennemførelse af læringsdage og lederseminarer, sparring med ledere og medarbejdere samt facilitering af lokale workshops og udviklingsforløb.

    "Vi ved, at kulturudvikling tager lang tid. Det kræver mange små skridt, men der er sket meget de seneste år. Vi står et godt sted i dag, hvor mange metoder og strukturer har fundet plads i praksis. Samtidig er der i samarbejdet opbygget kendskab mellem både medarbejdere, ledere og læringspartnere. Tillid og tryghed kræver kendskab til hinanden, og det har vi nu." -Læringspartner

    Sidst opdateret: 24. oktober 2024