Bredt flertal i Aarhus Byråd enige om at udvikle udsatte boligområder
28 ud af 31 medlemmer i Aarhus Byråd står bag aftalen, som især har fokus på udvikling af Herredsvang, nye ejerboliger i Vestbyen, den kommende skole i Gellerup og bedre sundhedstilbud. Med aftalen fortsætter Aarhus Kommune landets største transformation fra udsatte boligområder til attraktive bydele.
Med en ny politisk aftale vil forligspartierne tage de næste afgørende skridt, der skal bringe udsatte boligområder og resten af Aarhus tættere sammen og styrke de demokratiske værdier i områderne. Aftalen retter sig primært mod områderne: Gellerup-Toveshøj, Haslehøj/Bispehaven, Skovgårdsparken, Herredsvang, Viby Syd, Viby C, Vejlby Vest og Tilst/Langkærparken.
Aftalen er indgået af følgende partier i Aarhus Byråd: Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne.
Aftalen står på skuldrene af en række politiske aftaler i det seneste årti som f.eks. de udviklingsplaner, der har skabt markante ændringer i Gellerup-Toveshøj, Bispehaven og Viby Syd.
Et særligt blik på børnene
Aftalen har et særligt blik på børnene og de unge, som vokser op i et udsat boligområde, og som er en vigtig del af fremtidens Aarhus. Målet er, at alle børn og unge vokser op med lige muligheder for at klare sig godt og blive aktive medborgere.
I den sammenhæng fremhæver partierne, at attraktive skoler er skoler med en balanceret elevsammensætning. Derfor indeholder aftalen beslutninger om greb, der både på den korte og den lange bane skal være med til at skabe en mere blandet og bæredygtig elevsammensætning på skolerne på tværs af byen.
Partierne har også besluttet, at alle medarbejdere i skoler og institutioner skal have gode dansksproglige kompetencer og være bevidste om deres position som sproglige rollemodeller for børnene. Ved nyansættelse af pædagogisk personale i dagtilbud, skole, SFO og Ung i Aarhus stilles der derfor krav om sproglige kompetencer svarende til bestået mundtlig dansk ved folkeskolens afgangseksamen.
Tryghed og opgør med negativ social kontrol
Udgangspunktet for aftalen er, at udviklingen i boligområderne er positiv, men også udfordret: flere har fået job, og flere unge er i arbejde eller uddannelse i de udsatte boligområder i Aarhus. Dog oplever beboerne kriminalitet, utryghed og negativ social kontrol, og samtidig er borgernes sundhed og børns trivsel under pres. Med den nye aftale er Aarhus Kommune nu klar til at tage det næste skridt.
Centralt i aftalen er:
• Strategisk udviklingsplan for Herredsvang, som skal binde området tættere sammen med resten af byen
• Nye ejerboliger til børnefamilier i Vestbyen
• Stærkt fundament for den nye skole i Gellerup
• Sundhedstilbud tæt på borgerne
• Styrket tryghed
Flere private ejerboliger skaber bedre bydele
Blandende ejerformer spiller en central rolle i den nye aftale, hvor der afsættes 80 mio. kroner til en kommunal grundkøbspulje, som skal styrke kommunens rolle i byudviklingen i Vestbyen, sikre høj kvalitet og understøtte en variation af nye boligtyper og ejerboliger, som kan tiltrække en blandet beboersammensætning. Det skal være muligt at købe og eje sin egen bolig i det, vi i dag kender som udsatte boligområder. Det vil gøre det attraktivt for nye målgrupper, særligt nye børnefamilier, at bosætte sig indenfor de udsatte boligområder og styrke ejerskabet og engagementet til lokalområde, den lokale skole, dagtilbud og til fritidslivet.
Indsats i Tilst og Herredsvang
Forebyggelse er afgørende for at lykkes med den blandede by. Derfor beskriver aftalen, hvordan der skal sættes ind i Tilst og Herredsvang. Herredsvang skal have en strategisk udviklingsplan, som skal give bydelen blandede ejerformer, mere tryghed og en ny infrastruktur, der skal binde området tættere sammen med resten af byen.