Ældre og Omsorg
I Ældre og Omsorg arbejder vi hver dag på at skabe meningsfulde liv sammen med og for beboerne på de aarhusianske plejehjem. Vores plejehjem skal være præget af høj faglighed, stærke relationer og hjemlighed, som bygger på et godt samarbejde med beboerne og deres familier og venner.
Vi er sammen med beboerne om hverdagslivet, hvor vi er fælles om at udvikle gode naboskaber, skabe liv og sjæl i husene. Vi understøtter beboerne i deres ønsker om at balancere fællesskabet med et fortsat ønske om privatliv, fordi vores plejehjem er beboernes hjem.
At flytte på plejehjem er en ny begyndelse i beboernes liv, og jeg glædes hver dag over de mange erfaringer og livshistorier, som vores beboere præger kulturen og hverdagen på plejehjemmene med. Vi er nysgerrige på det enkelte menneske, på det levede liv og på de relationer, som er vigtige for den enkelte beboer. Derfor vil vi også altid gerne udvikle vores plejehjem.
Vi ser et tæt samarbejde med beboerne og deres familie og venner som en forudsætning for, at vores plejehjem kan danne rammen om den gode hverdag. Et samarbejde, hvor både vi og beboernes familie og venner tager fælles ansvar for at understøtte, at beboerne er glade og tilfredse i deres liv.
Hverdagen på vores plejehjem ser jeg gerne udfoldet, så beboerne fortsat kan mærke sammenhængen til vores byrum i hele kommunen og det liv, der leves her. Det gør vi ved at invitere byen og lokalsamfundene ind på plejehjemmene; men også ved at understøtte beboernes muligheder for fortsat at komme i de aarhusianske byrum. Vores plejehjem er åbne og byder altid velkommen.
Ledelse
Ældre og Omsorg er organiseret i:
Distrikt Nord
Distrikt Nord består af 14 plejehjem.
Distrikt Midt Vest
Distrikt Midt Vest består af 12 plejehjem.
Distrikt Midt Øst
Distrikt Midt Øst består af 10 plejehjem.
Distrikt Syd
Distrikt Syd består af 13 plejehjem.
Generationernes Hus
Generationernes Hus er det moderne bud på flere generationer under samme tag.
Stab
Ældre og Omsorgsstaben er en tværgående stab, der understøtter driften ud i de enkelte distrikter og ude på de enkelte plejehjem, samt op i forvaltningsledelsen og det politiske system.