Gå til hovedindhold

Vi er FÆLLES om det GODE liv på plejehjemmene

v på plejehjemmene i Aarhus Kommune skaber vi sammen: borgere, medarbejdere og pårørende, ledere, chefer og politikere samt frivillige og civilsamfund.

Indhold

    Det gode liv på plejehjemmene giver borgeren tryghed og nærvær, støtte og pleje og mulighed for fællesskab. 

    Det kræver høj faglighed, tro, håb og mod. Troen på at vi hver især gør vores bedste. Håbet for at vi sammen kan skabe et værdigt ældre-liv. Og modet til at stå ved os selv, til at lytte med respekt og til at tage de svære samtaler. 

    Det forudsætter, at vi kender hinandens ønsker og behov, forventninger og funktioner. 

    Som borger

    Som borger kan du have et ønske om at få en kærlig og værdig tid på plejehjemmet. At blive behandlet 
    som et helt menneske – ikke bare som gammel, syg eller dement. Plejehjemmet bliver dit nye hjem og 
    medarbejderne dem, der er tæt på dig i dagligdagen. Måske er du til mange aktiviteter, besøg, fest og 
    farver – måske er du mest til fred og ro. Ofte har du brug for at tale om dit liv, din sidste levetid og om 
    døden. 

    Samtidig kan du føle dig frustreret over at være kommet på plejehjem, føle dig sårbar og alene. Lige som du kan savne dit hjem, din hverdag og dine nære. Fortæl os dine tanker. Du er stemmen i dit eget liv, og medarbejderne gør, hvad de kan for at møde dig i dine ønsker og behov. Derudover stemmer du også ind i plejehjemmets fællesskab, hvor vi tager hensyn til hinanden, fordi vi alle er her af en grund. 

    Som pårørende

    Som pårørende har du en forventning om, at din nære får støtte og pleje og bliver behandlet kærligt og 
    omsorgsfuldt på plejehjemmet. Der kan være et dilemma imellem, hvad plejehjemmet kan, hvad du ønsker, og hvad din nære ønsker og formår. Spørg ind og vær nysgerrig på plejehjemmets forhold og muligheder.

    Samtidig er det ikke altid let at være pårørende. Du kan være lettet, ked af det, vred eller udmattet, ligesom du kan have dårlig samvittighed og føle dig utilstrækkelig. Ræk ud til personalet, fortæl os, hvordan du har det - sammen finder vi en vej. Du er betydningsfuld, for du er med til at skabe en god sidste tid for din nære ved at bakke op, komme på besøg og deltage i livet på plejehjemmet. 

    Som medarbejder

    Som medarbejder har du valgt dette job, fordi du gerne vil drage omsorg for og arbejde med ældre. Du 
    er nysgerrig på borgernes livshistorie og møder dem i deres individuelle behov med indfølingsevne, 
    tålmodighed og respekt. Du handler ud fra din faglighed, intuition og indsigt og ved, hvornår og hvordan du skal reagere i en lang række situationer. Med hoved, hænder og hjerte næres du af dette alsidige, 
    komplekse og livsvigtige fag. Har du rødder i en anden kultur, bidrager du også med diversitet og mangfoldighed.

    Derudover er du dygtig til at samarbejde og udvikle faget med dine kollegaer. Du har blik for de pårørende og møder dem i deres særlige situation. Du står ved dig selv og op for dig selv, for du kan noget, mange mennesker ikke evner og formår. 

    Samtidig er der dage, hvor du skal løbe stærkt, dage hvor du oplever en borgers udadreagerende adfærd 
    og dage hvor du møder en pårørendes frustration og vrede. Det er er hårdt. Det er derfor vigtigt, at du 
    ved, at I støtter og bakker hinanden op som kollegaer, og at ledelsen har din ryg.

    Som leder

    Som leder viser du retningen og skaber klare og mulige mål for at gøre plejehjemmet til det allerbedste 
    sted for borgere, medarbejdere og pårørende. Med synlighed, nærvær og engagement er du den gode 
    rollemodel. Sammen med medarbejderne sætter du barren højt, skaber helhed og sikrer høj faglighed 
    døgnet rundt. 

    Du forstår at navigere på en god måde i forhold til sårbare beboere, berørte pårørende og medarbejdere, der til tider må løbe stærkt. 

    Du holder takten og tonen, for du leder et hus som både er borgernes private hjem, en arbejdsplads og 
    en del af et lokalsamfund. Det er både spændende, udfordrende og hårdt, men du står ikke alene.

    Gennem ledelsesfællesskaber på tværs er du medskaber af en sund kultur, et stærkt samspil og imødekommende plejehjem, hvor alle har lyst til at leve, være og bidrage.

    Fordi vi SAMMEN skaber det gode liv på plejehjemmene, er vi afhængige af hinanden for at lykkes.

    Nøgleordene er tillid, samarbejde og selvbestemmelse. Vi skal have tillid til hinanden, samarbejde og sørge for, at borgerne mærker, at de er herre i eget liv. 

    Vi er som et flerstemmigt kor, der synger sammen både i mol og dur. Både når tingene går som smurt, og når der er udfordringer. Når vi forstår dét, spørger ind og er nysgerrige, så gør vi i fællesskab hvert enkelt plejehjem til det allerbedste sted. 

    Derfor er vi FÆLLES – fælles om borgernes sidste tid på plejehjemmene, fælles om et værdigt liv og en værdig død – FÆLLES om at skabe det allerbedste plejehjem!

    Sidst opdateret: 18. september 2026