Har I en Kim i garderoben?
Hvordan kan forældre bidrage til at flere kan blive del af børnehavens fællesskaber? Et af svarene kunne være en påklædningsdukke ved navn Kim: Her får du gode tips til de små, praktiske greb fra FADLs Børnehave og dens bestyrelse.
I børnehavens garderobe hænger en stor påklædningsdukke. Den hedder Kim, og Kim får altid tøj på, så det passer til vejret.
”Vi hører meget om Kim derhjemme,” fortæller Malene Andersen. Hun er forælder i FADLs Børnehave. “Kig op på Kim. Kim har vinterstøvler på - sådan kan det sagtens lyde, når vi afleverer børnene om morgenen," fortæller hun. ”Børnene er meget opmærksomme på, hvis Kim har forkert tøj på”.
I børnehavens garderobe hænger også en stor tavle. Her sætter medarbejdere hver dag planen op for børnenes dag. Planen er krydret med piktogrammer og fotos, og tavlen er et naturligt sted for small talk mellem børn og forældre, når børnene ankommer om morgenen
Piktogrammerne og tavlen er blot to af flere fælles redskaber, som medarbejdere og forældre i dag er fortrolige med og bruger i hverdagen.
Forældrene skal med!
I 2025 blev FADLs Børnehave del af Dagtilbud for alle, et fælles kompetenceforløb for samtlige ansatte i Aarhus Kommunes dagtilbud.
For dagtilbudsleder Jane Hundahl stod det hurtigt klart, at forældrene skulle med i det pædagogiske maskinrum:
“Med Dagtilbud for alle fik vi som lederteam og medarbejdere stærke redskaber til at tage et særligt ansvar for alle børn. Men skulle vi lykkes i vores mission, skulle forældrene med. Derfor delte vi helt fra starten vores tilgang og de specialpædagogiske greb, som vi havde lært, med forældrene. Vi viste dem hvad vi arbejdede med og hvorfor,” fortæller hun.
Bestyrelsen gik lavpraktisk til forældredialog
Spørgsmålet om, hvordan børnehaven kunne udvikles som et sted, hvor alle børn kan deltage i fællesskaberne, blev straks grebet af børnehavens bestyrelse. Den tog rollen på sig som facilitator i en konstruktiv dialog med og mellem forældrene: Den inviterede til forældremøde, hvor medarbejderne holdt oplæg om, hvad der optog dem og der var god tid til refleksion. Fx om:
- ”Hvordan håndterer du de vanlige overgange og skift for dit barn derhjemme?”
- ”Hvordan lykkes du bedst med at få dit barn til at fordybe sig i aktiviteter?”
Daværende bestyrelsesformand og forælder Lea Halsboe-Vogler fortæller:
”Vi ville have forældrene i dialog med hinanden og med os som bestyrelse om, hvordan vi griber tingene an. Det er et fælles ansvar. Så vi reducerede kompleksiteten for både forældre og børn. Vi gjorde det lavpraktisk, så det blev lettere at tage fælles ejerskab. Alle børn skal have plads i fællesskabet – også når det handler om at rydde op eller fordybe sig.”
Forældrene var helt med
“Det var let at forstå og meget inspirerende," husker forælder Malene Andersen. "Vi lærte om principperne bag udviklingen af læringsmiljøer og kunne se før- og efterbilleder af miljøernes indretning. Vi lærte om tydelighed, om at bruge piktogrammer og meget andet, som jeg kan bruge direkte i forældrerollen. I dag kan jeg og vi som forældre arbejde for det, der gavner alle børn.”
Mere ro med fælles viden
Samarbejdet har båret frugt for både voksne og børn. Det fortæller souschef i FADLs Børnehave, Anna Severin Lange:
“I dag har vi en fælles viden. Vores faglige dømmekraft er synlig for forældrene. Og de ved, hvad der møder barnet, så de kan forberede det på dagens aktiviteter. Det giver mere ro, bedre overgange og børn, der lettere går ind i leg og aktiviteter.”
⭐Tre tips til forældreinddragelse⭐
1. Del pædagogiske greb
Vis, hvad I gør og hvorfor. FADLs Børnehave viste materiale fra deres egne workshops i Dagtilbud for alle og supplerede dem med eksempler fra praksis i forældredialogen.
💡 Fotos af hulerummet før og efter
2. Gør dialogen lavpraktisk
Gør det nemt at fremme dialogen i og med familien i hverdagen.
💡 Tavle med visuelt dagsprogram
💡 Påklædningsdukke i garderoben
3. Skab rum for refleksion
Ved forældremødet i FADLs Børnehave reflekterede forældrene med hinanden to og to
💡 Hvordan kan jeg støtte mit barns mulighed for at deltage i børnehavens fællesskaber?