Gå til hovedindhold
Trivsel
Bredere børnefællesskaber

Fra NEST til flyvefærdig

Hvordan hjælper vi eleverne i Aarhus' NEST klasser med at lykkes i overgangen til ungdomsuddannelserne? Til at indgå i nye fællesskaber - og til at lykkes videre i livet?

9. oktober 2024
  • Læs op

Indhold

    Når 9. klasse når sin afslutning, fortsætter folkeskolens elever videre ud i livet - på efterskole, gymnasium eller en anden ungdomsuddannelse. Det gælder også de ældste elever i Aarhus’ første NEST klasser, der afslutter folkeskolen om små to år.

    Men hvordan hjælper vi eleverne med at lykkes i dén overgang? Til at indgå i nye fællesskaber - og til at lykkes videre i livet?

    Katrinebjergskolen har pt 70 børn, der er visiteret til skolens NEST klasser fra 0. til 8. årgang.

    På Katrinebjergskolen bliver børnene ikke “pakket ind i vat”, hverken i NEST klasserne eller i skolens øvrige klasser. Til gengæld er skolen meget opmærksomme på at give eleverne stærke vinger til at flyve fra reden og videre ud i livet. 

     

    Et interview med Christian Hellum, skoleleder på Katrinebjergskolen 

    Af Tanja Nyborg, direktør for Børn og Unge og Marie Lærke Justesen, Kommunikation, Børn og Unge 


    NEST har jo fokus på tryghed, forudsigelighed og kendte rammer... Hvilke tanker og erfaringer har I gjort jer ift. overgange for netop jeres elever i NEST klasserne?

    Christian Hellum: Vi prøver hele tiden at være et par år forud for det, der skal ske. Ikke mindst for eleverne i NEST klasserne. Derfor arbejder vi kontinuerligt med at skabe en gensidig dialog, hvor vi fortæller, hvordan f.eks. klubben kan tage godt imod vores elever – og samtidig lytter vi meget opmærksomt til, hvordan vi kan forberede vores elever på det nye. 

    Vi inviterer f.eks. klub-pædagogerne på uddannelse i NEST i god tid, inden eleverne skal starte i klub. Og lige så med præsten, da eleverne nærmede sig konfirmationsalderen. Præsten har derfor både en pausestol, time timer og en stemmeskala i konfirmandstuen. 

    Og fra vores side arbejder vi hele tiden på at skabe så brede fællesskaber, som muligt. Det betyder, at børnene i vores NEST klasser er vant til at være sammen med mange andre børn. NEST klassernes børn tænker sig heller ikke anderledes end skolens øvrige børn.  

     

    Hvilke overvejelser gør I jer omkring dét, at jeres elever i de ældste NEST klasser skal videre i livet inde for få år? Gør I noget særligt for at ruste eleverne til dén overgang? 

    Christian Hellum: Ja, det gør vi i høj grad. Vi er meget bevidste om, at den overgang kræver forberedelse fra vores side. Folkeskolen er jo kun ét tandhjul i en hel uddannelsesrække. Og ungdomsuddannelserne har måske ikke helt knækket koden til de brede fællesskaber. Derfor rakte vi ud til ungdomsuddannelserne og spurgte: “Er I klar?” Vi fik hurtigt et samarbejde med Aarhus Tech og derudover har vi fået et nyt samarbejde med gymnasierne og HF. 

    Samarbejdet går på at afklare, hvad ungdomsuddannelserne ønsker, at vi forbereder vores elever på - og omvendt, hvad vi ønsker og anbefaler, at de forbereder sig på. 

    Vi har set på klasseværelsets kodning, og vi har talt med ungdomsuddannelserne om ‘det fælles pædagogiske fundament’, som måske ikke er helt så stærkt hos dem, som hos os i den aarhusianske folkeskole. 

     

    Hvilken værdi oplever I, at samarbejdet med ungdomsuddannelserne giver jer? 

    Christian Hellum: Vi oplever, at dette samarbejde virkelig betyder noget. Vi får et fælles rum til sparring og dialog – og vi får en indsigt, som vi kan handle direkte på. 

    Ungdomsuddannelserne kan jo f.eks. ikke garantere, at vores elever kommer til at gå på hold med nogen de kender i forvejen. Det er en præmis på ungdomsuddannelserne – men også i mange andre sammenhænge videre i livet. Derfor forbereder vi vores elever på at kunne indgå i flere forskellige fællesskaber. 

    Helt fra 0. klasse etablerer vi forskellige fællesskaber rundt om vores elever i NEST klasserne – udover deres eget klassefællesskab. Vi starter i 0. med at have idræt med en distriktsklasse. Senere udvides dette til også at gælde håndværk & design og sprogfag. Og så sørger vi for, at fællesskaberne bliver mere komplekse med tiden.  

    Mange elever får et behov for at spejle sig i flere jævnaldrende, når de når udskolingen.  Derfor laver vi holddeling fra 7. årgang, hvor vi øver os på at fungere i nye fællesskaber. Holddannelsen er faste lektioner, hvor årgangene indgår i varierende gruppesammensætninger. Fokus for de nye fællesskaber kan både have et dannelsesperspektiv og et fagligt perspektiv. 

     

    Kan du sige lidt mere om formålet med disse forskellige fællesskaber, og hvilken værdi det giver børnene? 

    Christian Hellum: Formålet er at give alle vores elever erfaringer med at lykkes – ikke blot i klassens trygge rammer – men også i nye fællesskaber.  

    F.eks. har alle vores 8. klasses elever været i praktik i sidste uge - også alle vores visiterede elever. Det ser jeg, som en stor succes. 

    Målet for os er, at alle 9. klasses afgangselever fra Katrinebjergskolen er flyveklar med erfaringer og færdigheder fra folkeskolen til at indgå i nye værdifulde fællesskaber - både venskaber og læringsfællesskaber videre i livet. 

     

     

    Læs mere

    Katrinebjergskolen
    NEST for fagpersoner
    Sidst opdateret: 9. oktober 2024