Forskning i enkeltpåvirkninger og kombinationsbelastninger
Det er blandt andet underbygget, at enkeltfaktoren høje følelsesmæssige krav i arbejdet hænger sammen med større risiko for langtidssygefravær.
Tillige øges risikoen for depression af forekomsten af både vold og trusler om vold og af høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Begge data fra Nationalt center for Forskning i Arbejdsmiljø, 2019.
Ny forskning fra Nationalt center for Forskning i Arbejdsmiljø viser desuden, at tilstedeværelse af flere risikofaktorer i kombination med hinanden kan øge risikoen for langvarigt sygefravær og depressive symptomer hos medarbejderne – såkaldte kombinationsbelastninger. Forskningen indikerer blandt andet, at tilstedeværelsen af høje følelsesmæssige krav i arbejdet i kombination med stor arbejdsmængde og tidspres kan øge risikoen for, at medarbejderne udvikler depressive symptomer med mere end påvirkningen fra de to faktorer enkeltvis – en såkaldt forstærkende kombinationseffekt.
I skemaet herunder ses et overblik over de forskellige kombinationsbelastninger, som kan opstå, når flere risikofaktorer er til stede i arbejdsmiljøet samtidigt. I skemaet skelnes mellem additive kombinationseffekter, hvilket ses når belastningen fra to risikofaktorer lægges sammen til en sum og forstærkende kombinationseffekter, som er når belastningen fra to risikofaktorer samlet set bliver større end summen af de to, fordi de har en forstærkende effekt på hinanden. Dette kaldes en ’farlig cocktail’.
Oversigt over typer af sammenhænge mellem kombinationer af arbejdsmiljøfaktorer og de helbredsrelaterede udfald
| Arbejdsmiljøfaktor | Langvarigt sygefravær | Depressive symptomer | |
|---|---|---|---|
Høje følelsesmæssige krav og stor arbejdsmængde og tidspres |
Additiv kombinationseffekt |
Forstærkende kombinationseffekt |
|
Høje følelsesmæssige krav og arbejdsrelateret vold |
Additiv kombinationseffekt |
Additiv kombinationseffekt |
|
Stor arbejdsmængde og tidspres og arbejdsrelateret vold |
Forstærkende kombinationseffekt |
Additiv kombinationseffekt |
|
Stor arbejdsmængde og tidspres og uklare krav og modstridende krav |
Forstærkende kombinationseffekt |
Additiv kombinationseffekt |
Viden fra belastningspsykologien
Daglig kontakt med børn, unge og forældre, der i høj grad kræver, at man skal rumme og navigere i deres følelser og reaktioner - kan ved enten store enkelt påvirkninger eller langvarig daglig dosis få konsekvenser i form af kontakttræthed, afmagt og en forråelse af det psykiske arbejdsmiljø.
Der kan opstå såkaldt over- eller underinvolvering, ofte med deraf følgende sygefravær. Mange medarbejdere forklarer det ved at opleve stor forskel på ”ydersiden” og ”indersiden” – at man viser ro, overblik og professionel tilgang og omsorg på ydersiden, men at der kan være kaos, vrede, høj arousal og eksempelvis angst på indersiden. Som anden der padler løs under overfladen.
Det siges populært at medarbejdere ’låner deres nervesystem ud’, når de arbejder med børn og unge, der er sårbare, har diagnoser eller blot reagerer på livet generelt.
Når barnet for eksempel ikke selv magter at regulere sine følelser eller adfærd, må den voksne sætte sig i barnets sted og vejlede barnet til regulering, ved selv at mærke hvad der sker, og hvad der skal til samt naturligvis at have faglige redskaber at trække på.
Det betyder, at medarbejderen konstant skal være opmærksom på at kunne aflæse og forudse børn og unges handlinger, så de hele tiden kan være på forkant, hvis barnets reaktioner skal afværges og reguleres.
Barnets/den unges selvskade, skolevægring, mistrivsel og så videre kan betyde magtesløshed for medarbejderen, som kan få oplevelsen af ikke at kunne gøre nok, ikke at lykkes, at burde kunne magte mere eller handle, at skulle begrunde overfor forældre at det ikke lykkes, og måske oveni det hele skyldfølelse: ”jeg burde kunne gøre mere”.
Barnets mistrivsel og voldsomme reaktioner kan vække oplevelser af skyld og faglig utilstrækkelighed, når man har gjort alt hvad der var muligt og barnet/den unge alligevel reagerer voldsomt. Eller det kan give en ensomhedsfølelse, hvis man er alene om ansvaret for at planen virker.
Ved underinvolvering holder vi afstand til følelserne, som bliver fremmede for os. Vi benægter og undertrykker dem både indadtil og udadtil, og vi kan komme til at føle os apatiske og følelsestomme.
Vores evne til at udvise empati, medfølelse og kunne mentalisere nedsættes. Det kan føre til en forråelse – både i kontakten med børn og unge, men også i kontakten med kolleger (det psykiske arbejdsmiljø), sådan at indbyrdes kollegial tone, adfærd og jargon bliver mere hård. Lyt for eksempel til Brinkmanns briks: Bliver man ond af at være sød?
Ved overinvolvering er vi i kontakt med følelserne – vi føler for meget med barnet/forældrene og bliver overvældet af dem og har problemer med at få dem til at falde til ro og styre deres indflydelse på vores handlinger. Tanker, følelser og handlinger fokuserer døgnet rundt på hvordan man bedst kan hjælpe og medfølelsen fylder i krop og sind.
Tegn på overbelastning kan være hvis medarbejdere generelt viser tegn på over- eller underinvolvering. Ofte bevæger man sig mellem kontakt og over-/underinvolvering afhængig af opgaven.
Hvis relationer i arbejdet med børnene og de unge eller deres forældre medfører følelser som magtesløshed, frustration og tristhed, så er disse ubehagelige følelser der af en grund. Vi kan vælge at se bort fra dem, men vi kan også prøve at forstå, hvorfor de opstår, og hvad der medvirker til dem. På den måde kan vi enten reducere de ubehagelige følelsers betydning i arbejdet, eller vi kan ændre noget i relationen, så vi bliver bedre i stand til at møde barnet/forældrene.
Per Isdal beskriver i bogen ’Medfølelsens pris’, hvordan mennesker, der arbejder med andre mennesker, ofte skal absorbere andre menneskers lidelse, smerte, vrede, angst og traumer. Isdal beskriver det som giftstoffer, der hæmmer egen livsudfoldelse og vitalitet. Hvis man ikke får mulighed for at blive afgiftet, risikerer man selv at reagere uhensigtsmæssigt og derudover er det nedslidende, og det kan over tid føre til udbrændthed. Man må derfor have et sted, hvor man kan være sårbar for at kunne bevare styrke.
"Man må derfor have et sted, hvor man kan være sårbar for at kunne bevare styrke”
Medfølelse og spejlneuroner
Vi mennesker er designet til at mærke hinandens følelser. Når vi iagttager et andet menneske, bliver de såkaldte spejlneuroner i hjernens frontallapper aktiveret, og vi kommer til at mærke de samme følelser, som vi iagttager hos den anden. Det er denne egenskab som gør, at vi kan leve os ind i andre menneskers følelser og reagere på dem. Det er imidlertid ikke en egenskab, vi kan slå fra.
Selvom medarbejderens egne følelser ikke kommer til udtryk i samværet med barnet/den unge, forsvinder de ikke nødvendigvis ud af kroppen. Medarbejderen er professionel og dermed trænet i at tilbageholde egne udtryk. Men når medfølelsen først er aktiveret, er der en vis mængde energi i nervesystemet, der er bundet. Når medarbejdere gennem længere tid er udsat for følelsesmæssige belastninger (for eksempel grov tiltale, udadreagerende adfærd, er vidne til mistrivsel) kan det have en række negative konsekvenser med ubalance i nervesystemet, herunder længerevarende sygefravær, depressive symptomer og stress.
Men vi kan lære at regulere følelserne og påvirke den måde, vi reagerer på en følelsesladet situation. Blandt andet kan ’Den kognitive model’ hjælpe ved at stille sig spørgsmål som:
- Kan jeg bytte mine belastede tanker ud med mere konstruktive i situationen?
- Hvordan får jeg min krop til at falde til ro?
- Hvilke handlinger hjælper mig?
Samlet kan det siges, at der fra forskningens, belastningspsykologiens, neuropsykologiens og lovgivningens side - såvel som fra praksis - er taget endnu et skridt i retning af en ny og mere nuanceret forståelse af hvilke risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø, der kan udgøre en sundhedsrisiko eller gøre medarbejdere syge eller belastede i en grad, så det påvirker opgaveløsningen.