Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Nu sker det endelig: Rundhøjtorvet får en ordentlig overhaling

Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang bliver manden, der leverer på lokalområdets mangeårige ønske om at få ombygget Rundhøjtorvet til et sted, hvor de lokale har lyst til at mødes og slå sig ned.

Indhold

    De har ventet længe i Holme. Ventet på, at nogen skulle give det faldefærdige Rundhøjtorvet en overhaling, så bydelen kan få et attraktivt mødested. Og nu sker det. Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang har givet signal til at sætte gang i nedrivningen af den gamle p-kælder under torvet og derefter en genopbygning med fokus på byliv, tryghed og parkeringsmuligheder i grønne omgivelser.

    ”Rundhøjtorvet har længe trængt til en kærlig hånd, så skoleelever, og handlende igen får lyst til at slå sig ned og nyde området. Derfor har jeg lyttet til de lokale borgeres store ønske om et nyt torv og udpeget netop Rundhøjtorvet som et af de første byrum, der skal have en ordentlig overhaling og blive et indbydende mødested for lokalområdet,” siger Nicolaj Bang.

    Han har peget på i alt 13 konkrete byrum, som skal prioriteres de kommende år.

    Mere bykvalitet på Rundhøjtorvet

    Torvet vil med den nye udformning definere et sted, hvor man føler sig taget 
    godt imod, og som både understøtter den travle hverdag og det mere rolige 
    tempo, hvor de lokale kan tage et hvil på en af de nye bænke.

    Brede fortove foran butikkerne skal give mere tryghed for fodgængerne, 
    flere cykelstativer skal gøre det attraktivt at handle på cykel, og store 
    staudebede skal skærme mod trafikken og gøre det trygt at opholde sig på 
    torvet

    På den runde plads kan lokale iværksættere holde mindre events og lave 
    torvedage. Og alt efter størrelsen på arrangementet er pladsen indrettet, så 
    nogle af de 61 parkeringspladser kan inddrages til særlige lejligheder.

    Stadsarkitekt Anne Mette Boye har været med til at pege på netop 
    Rundhøjtorvet som et byrum, der har potentiale til at løfte bykvaliteten i 
    Holme.

    ”Rundhøjtorvet er del af manges hverdag. Derfor håber jeg, at omdannelsen
    af torvet vil give et løft til hele bykvarteret og oplevelsen af at være der. Jeg 
    er glad for, at det er lykkedes at få de mange behov og ønsker til at gå op. Et torv med en smukkere ramme og ny indretning kan være en invitation 
    til butikker, brugere og naboer til et fornyet liv på torvet med plads til 
    ophold, mødested og hverdagsliv,” siger stadsarkitekten.

    Arbejdet med at rive den gamle p-kælder ned starter i denne uge og vil stå 
    på frem til nytår. Herefter begynder genopbygningen af det nye torv, som 
    forventes at stå klar til brug i august 2025.

    Fakta

    Læs mere om potentialerne for Rundhøjtorvet i den strategiske byrumsplan 
    for flere og bedre byrum.

    Læs ”Aarhus giver rum til liv – strategisk byrumsplan for flere og bedre byrum” her.

    Sidst opdateret: 10. oktober 2024