Nyt samarbejde skal puste liv og historie i Bispetorvet og Store Torv
Historisk set har Bispetorvet og Store Torv haft en stor betydning for Aarhus Midtby. Et nyt samarbejde mellem Aarhus Kommune og Moesgaard Museum skal undersøge, hvordan den betydning kan genskabes, så der kommer mere liv i de centrale torve.
Foto: Skt. Clemens Torv omkring år 1875-1879. Kreditering: Hammerschmidt Foto og AarhusArkivet.dk
Bispetorvet og Store Torv er midtbyens hjerte, hvor historien, kulturliv og handelsliv smelter sammen. Gennem årene har torvene set ud på flere måder, men står det til Teknik og Miljørådmand Nicolaj Bang skal torvenes betydning genskabes.
”Der er ingen tvivl om, at vi i dag ikke har forløst det potentiale, der er i torvene. Derfor har torvene heller ikke den betydning for vores midtby, som de engang har haft. Det skal vi have genskabt, og mine ambitioner er høje. Jeg glæder mig over samarbejdet med Moesgaard Museum, som jeg er sikker på, kan være med til at løfte projektet, så vi også får formidlet den historie, som torvene og området rummer.”
Til en nytårskur i fredags havde Aarhus Kommune og Moesgaard Museum inviteret en række interessenter og naboer til at give input til processen for projektet, der nu går i gang. Senere vil flere blive involveret i projektet.
Et historisk byrum til nutidens Aarhus
Der har været arbejdet med torvene i flere omgange, og den kommende proces vil bygge videre på det, ligesom den også vil inkludere læring fra de midlertidige byrumsinstallationer. I første omgang vil der blive udarbejdet et ideoplæg med to forskellige scenarier.
”Der skal være plads til byens liv til hverdag, de samlende begivenheder og de forskellige årstiderne. Det skal være smukt at krydse torvene en kold, stille novemberaften og plads til sommerens summen af liv. Og så skal vi have fat i stedets dybde og mange fortællinger, der har betydning for det Aarhus, som er i dag. Vi skal undersøge, om det kan skabe bedre rum om Skt. Clemens Torv, Bispetorvet og Store Torv.”
Man vil i samarbejdet blandt andet undersøge de scenarier, der kobler byrum, byliv og formidling af vikingetiden. Det ene scenarie er en forbedring af torvenes indretning. Det andet scenarie vil se på en mindre bygning på Skt. Clemens Torv, som der også tidligere har været.
En bygning vil også give plads til, at Moesgaard Museum kan få et nyt museum i midtbyen, der kan erstatte det eksisterende vikingemuseum i kælderen ved Bispetorvet.
Historien om det Aarhus, der engang var
Moesgaard Museum har en vision om at styrke deres formidling af vikinger i Aarhus og ser frem til at se nærmere på, hvordan det kan ske på netop en af de lokationer, hvor vikingerne levede for flere hundrede år siden.
”Vores vision er at skabe en oplevelse i verdensklasse med udgangspunkt i Vikingetidens Aros i Aarhus Midtby. Vi vil bygge på en ny stor og opdateret vikingefortælling med fremhævning af internationale sammenhænge, de mange forskellige verdensforestillinger og hvordan de satte deres spor i Aarhus. Vi skal tilbage i tid til en verden for 1.000 år siden, som på den ene side er vild og fremmed, og på den anden side også kan være et spejl på vores egen verden, fordi vikingetiden var en opbrudstid, hvor verden åbnede og forandrede sig fundamentalt.”
De to scenarier skal være færdige til sommer 2024. På baggrund af disse besluttes, hvilket scenarie som man ønsker at gå videre med. Herefter igangsættes en proces, der skal rejse midler til en arkitektkonkurrence og finansiering til at anlægge torvene.