Gå til hovedindhold
Teknik og Miljø

Aarhus sænker varmen i kommunale bygninger

Aarhus Kommune følger regeringens anbefalinger og sænker hurtigst muligt temperaturen i kommunens bygninger til 19 grader.

19. sep. 2022
  • Læs op

Indhold

    Det bliver en anderledes vinter i år. Vi skal alle spare på energiforbruget. I Aarhus Kommune bliver der blandt andet skruet ned for temperaturen i rigtig mange kommunale bygninger.

    Det betyder, at det kan blive nødvendigt at give skolebørnene en ekstra trøje på og forberede sig på, at besøg på biblioteker, i sportshaller, kulturbygninger og alle administrative bygninger bliver en smule køligere end normalt.

    "Vi står i en energikrise og må alle bidrage til at sænke energiforbruget. Aarhus Kommune følger naturligvis regeringens anbefalinger om at sænke temperaturen i offentlige bygninger til 19 grader, og de penge, vi håber at spare på den måde, afsætter vi til yderligere energiforbedringer. På længere sigt vil det reducere vores energiforbrug til gavn for både klima og kommunekasse", siger Jacob Bundsgaard, borgmester, Aarhus Kommune.

    Selvom vi alle skal gøre en indsats for at sænke energiforbruget, er en række kommunale bygninger undtaget det nye tiltag, hvor temperaturen sænkes til 19 grader. Det gælder for eksempel daginstitutioner, døgninstitutioner, plejehjem og forsorgshjem.

    Energibesparelserne er i gang

    Det er ikke noget nyt, at Aarhus Kommune arbejder målrettet med energibesparelser i blandt andet kommunens administrationsbygninger, skoler og sportsanlæg.

    Siden 2013 har Kommunen arbejdet strategisk med energiledelse, der kort fortalt er bygget op omkring dataindsamling af alle kommunens bygningers energiforbrug. På baggrund af den data er bygningerne systematisk blevet energirenoveret og har eksempelvis fået efterisolering i forbindelse med tagrenoveringer, nye ventilationsanlæg, vinduesudskiftninger og ny LED-belysning.

    "Det er vigtigere end nogensinde, at vi bruger energien fornuftigt. Nu ikke kun på grund af den grønne omstilling, men også på grund af en forestående energikrise. I Aarhus Kommune har vi været proaktive og arbejdet seriøst med energirenovering af kommunens bygninger gennem flere år. Arbejdet har resulteret i, at vi allerede har skåret knap 20 procent af bygningernes samlede energiforbrug siden 2013", siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

    Tryghedsskabende lys i for eksempel tunneller vil ikke blive slukket.                                                                     

    Magistraten har også besluttet, at der skal udarbejdes yderligere forslag til el-besparelser i kommunale bygninger.

    Energibesparelser er et anliggende for hele kommunen, og Aarhus Kommune vil derfor tage initiativ til en drøftelse af eventuelle fælles initiativer og til idéudveksling på næste møde næste møde i Erhvervskontaktudvalget 25. oktober. Erhvervskontaktudvalget rummer repræsentanter for både erhvervsliv, organisationer, uddannelsesinstitutioner og Aarhus Kommune.

    I forbindelse med nedenstående skal det præciseres, at Aarhus Kommune anbefaler kulturinstitutioner at sænke energiforbruget i bygningerne. På grund af principper om armslængde og da mange kulturinstitutioner er selvejende er det en beslutning, institutionerne selv skal træffe.

    Fakta

    Bygninger, der er omfattet af de nye energibesparende tiltag

    • Administrationsbygninger
    • Kulturbygninger
    • Biblioteker
    • Museer
    • Fritids- og sportsanlæg
    • Svømmehaller
    • Skoler

    Bygninger, der ikke er omfattet af de nye energibesparende tiltag

    • Daginstitutioner
    • Døgninstitutioner
    • Forsorgshjem og lignende
    • Plejehjem