Ny tilgang ændrer hverdagen på plejehjem
Mere end halvdelen af medarbejderne på plejehjemmene i Aarhus har nu været på kursus i personcentreret omsorg. På Plejehjemmet Trøjborg oplever medarbejderne, at det ændrer blikket på beboerne og den måde, de arbejder på.
Hvad ligger der bag, når en beboer er urolig eller ikke trives?
Det spørgsmål fylder mere på Plejehjemmet Trøjborg, efter medarbejderne er blevet uddannet i personcentreret omsorg.
En af dem er SOSU-assistent Victoria Farlie.
”Jeg er blevet mere bevidst om at se hele mennesket og være nysgerrig på, hvad der ligger bag borgerens adfærd og behov. Det har gjort mig mere opmærksom på, hvordan mine handlinger kan påvirke borgerens trivsel og livskvalitet,” siger hun.
Et af redskaberne er de såkaldte blomstringsmøder. Her taler medarbejderne så vidt muligt med beboeren på forhånd om, hvad der fylder, så beboerens egne behov bliver en del af den faglige drøftelse.
Gamle rutiner skal væk
Aarhus Kommune og SOSU Østjylland har siden 2023 samarbejdet om at uddanne medarbejdere i personcentreret omsorg. Nu har mere end halvdelen af medarbejderne på de aarhusianske plejehjem været igennem forløbet.
På Trøjborg oplever forstander Marianne Nasseri, at det er med til at ændre nogle indgroede arbejdsgange.
”Vi får skubbet gamle rutiner væk. Vi kommer væk fra rutiner, hvor det har været sygdommen og beboerens begrænsninger, der har fyldt. Tidligere kunne vi godt komme til at glemme mennesket bag udfordringerne,” siger hun.
Rådmand for Sundhed og Omsorg Metin Lindved Aydin ser tilgangen som en vigtig del af fremtidens ældrepleje.
”Et plejehjem er først og fremmest et menneskes hjem. Derfor skal hverdagen tage udgangspunkt i det menneske, der bor der, og ikke i vores systemer og rutiner. Det kræver både faglighed og de rigtige redskaber,” siger han.
Ifølge direktør for SOSU Østjylland Anette Schmidt Laursen, så vidner uddannelsen i personcentreret omsorg og de resultater, kommunen ser på plejehjemmene om, hvor stor betydning kompetenceudvikling kan have, når ny viden bliver omsat til praksis:
”Et fælles fagligt sprog giver medarbejderne et stærkere grundlag for at reflektere sammen, dele erfaringer og udvikle deres praksis. Derfor har vi i samarbejdet arbejdet målrettet med at bygge bro mellem undervisning og hverdag og give medarbejderne konkrete redskaber, som kan bruges i arbejdet på plejehjemmene,” siger Anette Schmidt Laursen.
På Plejehjemmet Trøjborg fortsætter arbejdet, efter medarbejderne har forladt kursuslokalet. Her er redskaberne nu en del af den almindelige hverdag.
”Det fantastiske ved personcentreret omsorg er, at det netop handler om personen. Borgere, der trives, afføder medarbejdere, der trives. Og det afføder ledere, der trives.” slutter Marianne Nasseri, forstander på Plejehjemmet Trøjborg.
Fakta
- Over 2200 medarbejdere har været gennem uddannelsen indtil nu.
- Konceptet er udviklet af Sundhedsstyrelsen
- Ved udgangen af 2026 har alle plejehjemmene i Aarhus Kommune været igennem uddannelsen
- 31. august afholdes der et midtvejsseminar med fokus på forankring af personcentreret omsorg
- Projektet bliver fulgt af forskere fra Aalborg Universitet med fokus på implementeringen og effekterne
- Sundhed og Omsorgs erfaringer har påkaldt sig betydelig interesse, også fra udlandet, i form af deltagelse på europæisk konference i år
- Læs mere her: Personcentreret omsorg og her: Personcentreret omsorg – Nationalt Videnscenter for Demens