Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Dom i retssag: Vores fokus er på beboere, pårørende og ansatte

Byretten har i dag den 19. juni 2024 afsagt dom i en sag, hvor en tidligere ansat i Sundhed og Omsorg i Aahus Kommune har været tiltalt for vold og forsøg på voldtægt, blufærdighedskrænkelse og tjenestemisbrug.

Straffen lyder samlet på 3 års fængsel. Herudover får tiltalte et forbud mod at arbejde som social- og sundhedshjælper i fremtiden. Den tiltalte har anket dommen til landsretten.

  • Læs op

Indhold

    Sagen har påvirket de forurettede, de pårørende, medarbejdere og ledelse meget - og også berørt forvaltningen dybt.

    ”Det er en dybt ulykkelig sag, som påvirker rigtig mange. Mest af alt de forurettede og deres familier. Men også vores medarbejdere og ledere. Det er naturligvis det sidste, man forventer af en kollega, og det sidste, man ønsker skulle ske for de mennesker, som vi hver dag drager omsorg for”, siger Heidi Have, forvaltningschef for Ældre og Omsorg i Aarhus Kommune. 

    Under efterforskningen har plejehjemmene og kommunen stillet viden og dokumentation til rådighed for politiet. Flere medarbejdere og ledere har været indkaldt som vidner i byretten. Der er blevet tilbudt psykologhjælp, og der har været oprettet en særlig hotline tilgængelig for pårørende, medarbejdere og ledere. 

    Baggrundstjek af ansatte 

    Den dømte har haft en række forskellige ansættelser i Aarhus Kommune, og selvom ansættelsesprocedurerne i de seneste år er blevet skærpet, viser sagen, at enkelte medarbejdere, der er bortvist på et meget alvorligt grundlag, har formået at snyde sig igennem ansættelsesprocedurerne. Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har derfor pr. 2. april i år oprettet et referenceregister.

    ”Det er en meget tragisk sag, hvor vi også har konstateret, at vores systemer ikke har været finmaskede nok. Det er sket i få tilfælde, at medarbejdere, som har begået grove pligtforsømmelser, er blevet genansat andre steder i Sundhed og Omsorg. Det skal referenceregisteret lave om på, så borgere, ansatte og pårørende har ro i maven over, at vi ikke kommer til at ansætte nogen, som groft har forsømt deres forpligtelser tidligere et andet sted hos os,” lyder det fra Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg. 

     

    Kontakt

    Cecilie Winding, presseansvarlig Sundhed og Omsorg Aarhus, mobil 2335 1920. Mail wice@aarhus.dk

    Sidst opdateret: 26. juni 2024