Bliv kontorelev i offentlig administration
Er du klar til en praktisk uddannelse, der åbner døre for en fremtidig karriere inden for administration?
Vil du have en læreplads, hvor du får hands-on erfaring, ansvar og et stærkt fællesskab?
Så bliv kontorelev i Aarhus Kommune. Her kan du møde nuværende kontorelever i Aarhus Kommune og få et overblik over, hvordan elevuddannelsen er opbygget.
Kontorelev i Aarhus Kommune
Som kontorelev i Aarhus Kommune bliver du en del af et sted, hvor du faktisk gør en forskel. Du lærer, hvordan en stor arbejdsplads fungerer – fra service og administration til samarbejde og udvikling.
Du er med fra dag ét og arbejder sammen med dygtige kollegaer om rigtige opgaver. Du får selvfølgelig støtte undervejs, så du kan udvikle dig både fagligt og personligt.
Hverdagen er varieret og fuld af nye oplevelser. Du er med til møder, temadage og sociale aktiviteter – og ingen dage ligner hinanden.
Et stærkt elevfællesskab
Som elev bliver du en del af et socialt og fagligt fællesskab med andre elever i kommunen.
- Lokalt fællesskab: Der er omkring 40 kontorelever i kommunen, så du har altid nogen at sparre og dele oplevelser med.
- Fællesskab på tværs: To gange om året samles alle kontorelever til faglige og sociale arrangementer.