Gå til hovedindhold

Solceller mellem Lystrup og Egå

Better Energy ønsker at opstille 49,5 hektar solcellepark på et areal ved motorvejen mellem Lystrup og Egå. Aarhus Kommune er derfor ved at undersøge, hvad der skal til for at projektet kan realiseres.

Indhold

    Aarhus Byråd ønsker at bidrage til den grønne omstilling ved at give mulighed for etablering af flere anlæg til produktion af vedvarende energi i kommunen. I kommuneplan 2017 er der derfor udpeget arealer, som vurderes umiddelbart egnede til solcelleanlæg.

    Det private udviklingsselskab Better Energy har henvendt sig til Aarhus Kommune med et konkret forslag til et solcelleprojekt placeret tæt på Djurslandmotorvejen mellem Lystrup og Egå. Området ligger delvist inden for en sådan udpegning.

    Status

    Aarhus Kommune har i løbet af efteråret og frem til nu været i gang med at samle op på dialogen med lokalområdet, indkomne høringssvar og de indledende undersøgelser.

    Før jul meddelte projektudvikler, Better Energy, at de har søgt rekonstruktion, og dette arbejde er i gang.

    Det rejser naturligvis en række spørgsmål fra naboer og jer, der bor tæt på projektområdet, som vi fra Aarhus Kommune desværre ikke kan svare på endnu.

    Aarhus Kommune afventer derfor en afklaring om det videre projektforløb, før der sker mere. Vi forventer at have en afklaring i løbet af februar.

    Spørgsmål og svar

    I Kommuneplan 2017 er der udpeget arealer i hele Aarhus Kommune, som potentielt kan indeholde anlæg til produktion af vedvarende energi. Arealet ved motorvejen mellem Lystrup og Egå er et af dem.

    Ved udpegningen af arealer til solcelleanlæg er der blandt andet lagt vægt på:

    • Der er afstand til beboelse
    • Landskaber helt tæt på de større bysamfund friholdes
    • Anlægget kan afskærmes med beplantning

    Derudover respekterer udpegningerne eksisterende og planlagte veje, vejbyggelinjer, respektafstande til ledninger, vandløb, byzone og landsbyafgrænsninger.

    De udpegede områder i kommuneplanen er ikke områder, hvor udviklere er garanteret at få mulighed for at opstille solceller. Det er alene områder, hvor vi vurderer, at det er mindre svært end andre steder. På samme måde kan det heller ikke garanteres, at områder uden for udpegningerne friholdes for solceller.

    Læs mere om udpegning af arealer til vedvarende energi i Temaplan for VE her

    • Januar-februar 2024: Planlægning går i gang på baggrund af ansøgning fra udvikler, Better Energy.
    • Forår-sommer 2024: Indledende undersøgelser og tidlig borgerinddragelse.
    • 2. maj 2024: Dialogmøde på Skæring Skole.
    • Maj-juni 2024: Arbejdsgrupper med borgere med henblik på at tilpasse projektet efter forslag og ideer fra lokale borgere.
    • 21. august 2024: Dialogmøde på Egå Gymnasium
    • Efterår 2024: Med bl.a. afsæt i borgernes anbefalinger og ideer er der en politisk stillingtagen til, hvorvidt der skal udarbejdes et lokalplansforslag og miljørapport.
    • Efterår/vinter 2024: Miljøkonsekvensrapport (VVM) og lokalplan udarbejdes.
    • Sommer 2025: Lokalplansforslaget kommer på byrådet 1. gang.
    • Efterår 2025: Høring og borgermøde.
    • Nytår ’25/’26: Lokalplansforslaget kommer på byrådet 2. gang.
    • Forår 2026: Hvis byrådet vedtager lokalplanen, bliver der efterfølgende givet byggetilladelse.

    Det konkrete projekt mellem Lystrup og Egå er et udspil. I sidste ende er det politikerne, der beslutter, om projektet skal realiseres. Deres beslutning bygger blandt andet på indsigt i miljøforhold, landskab og input fra borgerne. Derfor involverer vi lokalområdet som noget af det første.

    Vi giver dig mulighed for at komme med dine tanker, bekymringer og holdninger til det konkrete projekt. Dine og andres input bliver præsenteret for politikerne.     

    Hvis det i starten bliver politisk besluttet at gå videre med lokalplanen, vil du som borger i særlig grad få muligheden for at deltage i den videre proces, hvor lokalplanen skal kvalificeres i forhold til, hvordan lokalplanen bedst bliver tilpasset til omgivelserne.

    I den proces vil du som borger også få mulighed for at få medbestemmelse på, hvad lokalområdet kan få til gengæld. For det er nemlig sådan, at når en privat bygherre etablerer vedvarende energianlæg, indbetaler bygherren et beløb til en grøn pulje. Beløbet afhænger af størrelsen på anlægget. 

    Vi hjælper med at facilitere en proces, hvor du og dine medborgere får mulighed for at komme med ideer og løsninger til, hvad pengene skal gå til i lokalområdet.    

    Læs mere om grøn pulje og gode eksempler på lokale projekter her.

    Når politikerne til sidst i processen skal vedtage eller ikke vedtage lokalplanen, får du som borger igen mulighed for at give din mening til kende.

    Tidligere aktiviteter

    Sidst opdateret: 9. januar 2025