Gå til hovedindhold

Bæredygtig vandplanlægning i Indien, Sydafrika og Ghana

I et internationalt samarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus Vand og tre byer i Indien, Sydafrika og Ghana sætter vi fokus på bæredygtig vandplanlægning og forvaltning.

Indhold

    En kombination af stigende urbanisering og klimaforandringer sætter verdens vandressourcer under pres. Derfor samarbejder Aarhus Kommune og Aarhus Vand med myndighederne i tre byer i Indien, Sydafrika og Ghana om bedre vandplanlægning. Myndighedssamarbejdet skal gøre samarbejdsbyerne mere robuste overfor oversvømmelser, tørke og imødekomme et stigende behov for vand. 

    Projektet bygger på danske myndigheder og vandselskabers kompetencer, og en fælles indsats fra den offentlige og den private sektor skal sikre mere stabil vandforsyning, reduktion af vandtabet og bedre rensning af spildevand. Alt sammen i samarbejde med myndighederne i partnerlandene.

    Myndighedssamarbejdet er en del af den danske udviklingspolitiske strategi “Fælles om Verden” og er finansieret af Udenrigsministeriet.

    Samarbejdet med de tre lande blev indgået i 2022 og løbet foreløbigt til og med 2026. Målet er at opnå disse resultater: 

    • Øge ambitionerne for klimatilpasning, grøn omstilling og bæredygtig udvikling
    • Styrke samarbejdslandenes evne til at udvikle politikker og strategier til implementering af den grønne omstilling.
    • Styrke den danske private sektors engagement i bæredygtige løsninger og grønne investeringer.

    Klimaforandringerne mærkes overalt på kloden. Mennesker og naturens levevilkår sættes på spil, når fænomener som tørke, oversvømmelse og storm bliver kraftigere og hyppigere. Klimaforandringer og nedbrudte økosystemer udløser konflikter og forstærker skrøbelighed hos befolkninger, hvilket i sidste ende er med til at øge fattigdom og ulighed.

    Lande som Indien, Ghana og Sydafrika oplever en massiv befolkningstilvækst og tilflytning til byerne. Derfor er det vigtigt at opnå vandforsyning hele døgnet rundt samt en effektiv spildevandsrensning til gavn for både menneskers sundhed og levevilkår samt natur og miljø.

    Samarbejdet bygger på Aarhus Kommunes og Aarhus Vands kompetencer inden for helhedsorienteret og bæredygtig planlægning af vandressourcer samt klimatilpasning på kommunalt niveau. Disse kompetencer er værdifulde og i høj grad efterspurgt i det strategiske myndighedssamarbejde om forvaltning af vand.

    Af andre kompetencer kan nævnes:

    • Beskyttelse og forvaltning af kommunale vandressourcer.
    • Bedre udnyttelse af kommunale vandressourcer, herunder reduktion af vandspild i vandforsyningen for at mindske udgifterne for forsyningsselskabet.
    • Kommunal spildevandshåndtering, herunder spildevandsplanlægning, effektiv rensning, energiudnyttelse af affald fra spildevandet og forvaltning af slam.
    • Genopretning af floder og etablering af blå-grønne løsninger i byplanlægningen, der skal øge borgernes livskvalitet.
    • Partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor samt inddragelse af borgere og andre interessenter. 

    Myndighedssamarbejdet skal sikre, at Aarhus Kommunes og Aarhus Vands viden, værktøjer og erfaringer bliver anvendt på de specifikke problemstillinger, som samarbejdspartnerne i Indien, Ghana og Sydafrika oplever. En mere helhedsorienteret vandplanlægning i byerne kan øge borgernes livskvalitet og sundhed ved at give bedre adgang til rent drikkevand, rensning af spildevand og håndtering af klimafordringerne. 

    Myndighedssamarbejdet er en del af Aarhus Kommunes Internationale strategi for vækst.

    Derudover støtter samarbejdet op om FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling. Samarbejdet kan bidrage til opfyldelsen af følgende verdensmål:

    • Mål 1: Afskaf fattigdom   
    • Mål 3: Sundhed og trivsel   
    • Mål 5: Ligestilling mellem kønnene   
    • Mål 6: Rent vand og sanitet   
    • Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund    
    • Mål 13: Klimaindsats   
    • Mål 17: Partnerskaber for handling 

    Myndighedssamarbejdet er ligeledes en mulighed for at styrke innovation og investeringer inden for dansk vandteknologi. Danske virksomheder har stærke kompetencer inden for vand, og derfor er de også inddraget i projektet.

    Water Valley Danmark er en samling af forsyningsselskaber, universiteter og store og små vandvirksomheder, der vil gøre Danmark førende inden for bæredygtig vandteknologi. Ambitionen er at skabe tætte relationer, der kan skabe ny viden og vandløsninger. Læs mere om Water Valley Danmark her.

    Samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor skal være med til at sikre rent vand og sanitet for alle, så vi på den måde kan opfylde verdensmålene i partnerlandene.

    Projektet samarbejder derudover med Danida Fellowship Centre om kurser og kapacitetsopbygning. Læs mere om organisationen her. 

    Sidst opdateret: 20. februar 2025