Gå til hovedindhold

Myndighedssamarbejde med Sydafrika

Samarbejdet med den sydafrikanske by Tshwane (Pretoria) fokuserer på helhedsorienteret vandplanlægning, bedre vandforsyning, drift og vedligehold af drikkevandsledninger og optimering af byens renseanlæg.

Indhold

    Sydafrika er særligt sårbart over for virkningerne af klimaændringer og står over for adskillige udfordringer i forhold til vandsektoren. Derfor er vandområdet en høj prioritet på både nationalt og lokalt plan.

    Efterspørgslen efter vand vokser, og vandforsyningen er helt utilstrækkelig. Der er brug for bæredygtige løsninger, som skal sikre, at Tshwane kan opnå verdensmål 6: Rent vand og sanitet til alle.

    Vandproblemerne i Tshwane påvirker især de fattige borgere, der mangler drikkevand og sanitære forhold. I øjeblikket bliver de eksponereret for uhygiejnisk og sundhedsskadeligt spildevand. Det udgør en risiko for borgere i byens mest sårbare samfund, og de kritisable forhold lever ikke op til menneskerettighederne.

    Aarhus Kommune og Aarhus Vand samarbejder med City of Tshwane på tværs af flere forskellige afdelinger i kommunen. Det overordnede mål i myndighedssamarbejdet er at udvikle en ”Water Security Strategy”, så der kan sikres en bæredygtig vandforsyning 24/7, bedre rensning af spildevandet og en helhedsorienteret bæredygtig byudvikling med klimatilpasning i blå-grønne områder.

    Der arbejdes i 4 spor som alle har til formål at bidrage til helhedsorienteret vandplanlægning og bæredygtig vandforvaltning.

    Water Security Strategy


    Som beskrevet herover er det overordnede mål at udarbejder en Water Security Strategy for byen, ligesom vi i Aarhus arbejder med Vandvisionen 2100. Formålet er at sikre en bæredygtig forvaltning af vandressourcen - fra grundvand til spildevand.  Vandressourcen skal beskyttes og forvaltes således, at byen kan forsyne deres borgere med rent drikkevand og sikre et godt vandmiljø. Drikkevandsforsyningen i Tshwane består af overfladevand, modsat i Aarhus hvor den består af grundvand. Derfor er det vigtigt at udledningen af renset spildevand fra byens renseanlæg optimeres så vandressourcen ikke forurenes.

    I dette spor arbejdes der på tværs af mange afdelinger i byen, for at sikre en fælles vision på tværs af hele administrationen.

    Grundvand


    På dette spor undersøges muligheder for at styrke Tshwanes egne drikkevandsressourcer, da byen i høj grad er afhængig af vandforsyning fra eksterne vandforsyningsselskaber. Fokus er på at sikre en mere robust og selvforsynende vandforsyning ved at kigge på potentielle grundvandsressourcer og undersøge kapaciteten af disse. Målet at udvikle bæredygtige løsninger, der bidrager til byens langsigtede vandsikkerhed og reducerer afhængigheden af ​​eksterne kilder.

    Drikkevand


    I øjeblikket er der er stort vandtab på grund af lækager i vandledningerne, der ofte transporterer vandet 150 km, inden det når frem til borgerne i Tshwane. Vandforbruget pr. borger er i gennemsnit 270 liter i døgnet. Til sammenligning bruger vi i Danmark i gennemsnit kun 100 liter pr. person pr. døgn.

    Det er vigtigt med en indsats overfor det ikke-indtægtsgivende vand (Non-Revenue Water) både af hensyn til økonomi og forsyningssikkerhed. Vandtabet i Tshwane svarer til, at der hver dag mistes en indtægt på 1,25 mio. kr. Vandforsyning er et vigtigt indsatsområde, for vand er blevet en begrænsende faktor for byudvikling og økonomisk vækst i byen.

    Spildevand


    Der er behov for investeringer på byens 15 renseanlæg for at sikre en miljømæssig og sundhedsmæssig rensning af spildevandet. Projektet arbejder konkret på 2 anlæg i byen, hvor processer og driftsoptimeringer testes. På sigt skal det undersøges nærmere, hvorvidt der er potentiale for at udnytte ressourcer og energi fra spildevandsrensning, så renseanlæggene ligesom i Aarhus kan gå fra at være en energisluger til både at producere energi og gødningsstoffer.

    Overordnet bidrager indsatserne til at opfylde flere af FNs verdensmål. Direkte medvirker samarbejdet til opfyldelsen af målene om rent vand og sanitet (mål 6), bæredygtige byer og lokalsamfund (mål 11), sundhed og trivsel (mål 3) og klimaindsats (mål 13). Derudover bidrager samarbejdet også til målene om at afskaffe fattigdom (mål 1) samt målet om ligestilling mellem kønnene (mål 5) og partnerskaber for handling (mål 17).

    Siden 2018 har Aarhus Kommune og Aarhus Vand samarbejdet med myndigheden i Tshwane, hvilket har resulteret i:

    • Nye metoder til lækagesøgning på drikkevandsinfrastrukturen og træning af driftsmedarbejdere.
    • Implementering af digitale løsninger som et redskab i udarbejdelse af driftsplaner.
    • Udarbejdelse af driftsmanualer til optimeret styring af renseanlæg og træning af driftsmedarbejdere.
    • Fastlæggelse af en fælles vision for byens vandforvaltning og styrket samarbejde på tværs af myndigheden.

    Samarbejdet betyder også et rigt udbytte for Aarhus Kommune på følgende områder:

    • Indsigt i globalisering.  
    • Perspektiver og inspiration til egen vandplanlægning. 
    • Medarbejdertilfredshed og trivsel fra inspiration fra internationalt samarbejde. 
    • Øget samarbejde med forskning og udvikling i Aarhus. 
    • Øget samarbejde og mulighed for støtte til den private sektor i og omkring Aarhus. 
    Sidst opdateret: 27. maj 2025