Familiebehandlingen
Støtte til familier, hvor barnet viser tegn på dårlig trivsel, og hvor barnet er 3-14 år gammel.
Dit barn vil typisk have problemer i skole eller daginstitution, og du kan være usikker på, hvordan du skal opdrage dit barn.
Vi arbejder med samspillet mellem barn og forældre. Vi inddrager familiens netværk, det kan fx være bedsteforældre, skole eller daginstitution. Vi kan fx hjælpe jer med at skabe kontakt til skolen eller hjælpe jer til at håndtere konflikter sammen med jeres barn. Tilbuddet bygger på, at I fortsat kan og vil tage det primære ansvar for opdragelse og omsorg for barnet.
Familiebehandling kan foregå hjemme hos jer eller i Børnecentret, i dagtimerne. Vi vurderer, hvad der passer bedst til jer.
Vi forsøger altid at matche behovet i jeres familie og kan blandt andet tilbyde forskellige skilsmisseindsatser, forældregrupper, intensiv familiebehandling med fokus på fx et barn med særlig behov for en anden voksen-kontakt, traumearbejde, kropslig tilgange, hjælp til at ændre uhensigtsmæssige strukturer i familien, hjælp til at organisere en hverdag så konfliktniveauet i hjemmet nedbringes m.m.
Læs om vores forløb og kurser nedenfor.
Forløb og kurser i Familiebehandlingen
Invest in Play (IIP) er et gruppeforløb til forældre med børn i alderen 3-8 år med udadrettet problemadfærd som fx ADHD eller lignende. Vanskelighederne viser sig ofte ved at kontakten til dit barn er præget af et negativt samspil.
IIP-Programmet er forskningsbaseret og hjælper dig med at bruge leg og positiv opmærksomhed til at styrke relationen til dit barn. Du får bl.a. redskaber til at støtte dit barns færdigheder, sætte omsorgsfulde grænser og regulere stærke følelser - både dine egne og barnets.
Parent Management Training Oregon (PMTO) er et gruppeforløb til forældre med børn i alderen 8-12 år (4-17 år i individuelle forløb) med udadrettet problemadfærd som fx ADHD eller lignende. Det kan vise sig ved at dit barn er tiltagende eller særligt krævende, negativ, grænsesøgende, trodsig, urolig, aggressiv eller vred, har bekymrende skolefravær eller færdes i en særlig uhensigtsmæssig kammeratskabsgruppe.
Forløbet retter sig primært mod dig som forælder og fokuserer på forældrene som barnets vigtigste læremester. Det er derfor en fordel, hvis I er parat til at påtage jer det primære ansvar for at skabe forandringer i jeres familie. Jeres barns adfærd vil ændre sig, når I ændrer jeres måde at være sammen med barnet på.
Samarbejde Efter Skilsmisse (SES) er et forældrekursus til forældre, der er blevet skilt. Kurset tilbyder redskaber og inspiration til at forstå og tackle egne og medforældres reaktioner, forstå og imødekomme børnenes reaktioner og behov og fremme samarbejdet mellem jer forældre.
I kan deltage sammen som forældre, eller I kan deltage hver for sig. Kurset er tilrettelagt som undervisning fordelt på 3 kursusdage, sammen med andre forældre. Forløbet indledes med en individuel samtale, og der er mulighed for op til 5 individuelle samtaler efterfølgende.
Hvis I har en aktiv sag i Familieretshuset, er det ikke en hindring for at deltage i kurset.
Sammen om Børnene (SOB) er et gruppeforløb til hele familie, hvor forældrene er skilt. Vi arbejder på at reducere forældrekonflikter, og derved øge trivslen for både børn og forældre i familien. Målgruppen er familier, hvor forældrene er skilt og kæmper med konflikter, der påvirker, eller kan påvirke børnene negativt.
Forløbet består af 8 gruppegange for hele familien, hvor der afholdes en børne- og en forældregruppe på samme tid. Børnegruppen er til børn i alderen 4-17 år. Forløbet indledes med en individuel samtale og efter forløbet er der en opfølgende samtale.
Der må ikke være aktuel vold, misbrug eller alvorlig psykisk sygdom hos jer forældre, og I skal begge deltage i forløbet. I må ikke have en aktiv sag i Familieretshuset under forløbet, og hvis I har en aktiv sag, skal denne som minimum sættes i bero under forløbet.
Sådan får du adgang til indsatsen
I skal henvises til indsatsen. Jeres familierådgiver vurderer, om indsatsen er relevant for jer. Alternativt kan I også få korte, anonyme samtaler med en familiebehandler hos Åben Anonym Rådgivning (se link nederst på siden).
Familiecentret
Børn, Familier og Fællesskaber
Åbningstider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 8-15
Torsdag kl. 8:30-17:30
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 62 00