Samsøgades Skole: Med co-teaching kan 1 + 1 blive mere end 2
Ro, nærvær og professionel tilfredsstillelse. Det er nogle af de ord, som lærer Marie Vesten sætter på sine erfaringer med co-teaching på Samsøgades Skole.
Co-teaching betyder, meget kort fortalt, at to fagprofessionelle sammen planlægger, udfører og evaluerer undervisningen ud fra særlige samarbejdsstrukturer. Formålet er at skabe rammer og retning i de fagprofessionelles samarbejde, der resulterer i en undervisning, der giver deltagelsesmuligheder for alle elever i klassen.
På Samsøgades Skole har ledere og medarbejdere valgt co-teaching som fokus for deres lokale praksisudvikling. Et fokus, der indtil videre, har betydet en mærkbar forskel for både skolens elever og lærere.
Eleverne beskriver, at de får mere ud af undervisningen, at der er mere ro i klassen, at de har bedre mulighed for at få hjælp til dét, de har brug for, og at arbejdet i mindre grupper betyder et mere seriøst arbejde.
Lærer Marie Vesten genkender elevernes oplevelse og supplerer:
“Det giver en rigtig god følelse som lærer - fordi man føler sig tilstrækkelig,” fortæller hun.
Samarbejdet gør forskellen
Marie understreger dog samtidig, at gevinsten ikke blot ligger i at være to fagprofessionelle i klassen, men i selve samarbejdet – altså den strukturerede co-teaching, man samarbejder om:
“Førhen var der dét her to-voksen, hvor den ene bare var med i den andens undervisning. Nu har vi ejerskab begge parter ind i undervisningen [...] Det gør en kæmpe forskel i ens engagement, når man er derinde [...] Og det giver et rigtig godt samarbejde.”
Pædagogisk leder Mie Petsch er helt enig:
“At vi arbejder sammen og har et fælles ansvar for en klasse, tror vi er med til at styrke oplevelsen af, at det er en fælles opgave vi står med. Vi er gået fra at tale om samarbejde, til rent faktisk at udføre det i praksis i undervisningen.”
Læs mere om co-teaching i materialet herunder og se videoen fra Samsøgades Skole lige her:
Materiale
Forskellige tematikker går igen i den lokale praksisudvikling på tværs af Aarhus’ skoler. Derfor har de faglige afdelinger i Børn og Unge udarbejdet læringspakker, som kan understøtte skolerne i deres arbejde, med fokus på disse tematikker.
Det drejer sig blandt andet om arbejdet med Co-teaching, deltagelsesdidaktik (UDL) og projektbaseret læring (PBL).
Se og hent læringspakkerne her:
Baggrund
Lokal praksisudvikling er en del af Bredere børnefællesskaber
Forskningen viser, at børn og unge, der trives, lærer og udvikler sig i fællesskaber klarer sig bedst i livet. Derfor arbejder vi med at styrke de brede fællesskaber, så flere børn og unge kan være en del af fællesskaberne i vuggestuen, børnehaven, skolen, klubben eller fritidstilbuddet. Arbejdet med bredere børnefællesskaber handler også om at hjælpe børn i udfordringer tidligere og tættere på deres hverdag.
Byrådet har med omstillingsplanen øremærket midler til skolernes arbejde med at opkvalificere lærere og pædagoger og derved løfte både den faglige og pædagogiske kvalitet.
I den lokale praksisudvikling bygger skolerne videre på det, de allerede arbejder med, eller iværksætter nye indsatser i tæt samarbejde med deres læringspartner eller andre samarbejdspartnere fra fællesfunktionerne i Børn og Unge.
Fælles for alle skoler er, at den enkelte skoles indsats bygger på forskning og viden samt skolens lokale kontekst.
Arbejdet foregår som aktionslæring, hvor medarbejdere løbende reflekterer, justerer og udvikler deres egen praksis i samarbejde med kollegerne.
Skoleledelsen har ansvar for at planlægge og lede arbejdet. Det kræver tid til at planlægge, følge op og evaluere indsatsen.
Og målet: Læring og deltagelse for alle børn.