Genkendelige sange og lege skal gøre skolestarten tryggere
I klyngen i Åbyhøj og Brabrand har dagtilbud og skoler udviklet en fælles overgangskuffert med sange, lege og eventyr, for at skabe genkendelighed og tryghed for børnene i overgangen mellem børnehave og skole.
Af Dicte Madsen, Børn og Unge Kommunikation
Overgangen fra dagtilbud til skole kan være en stor omvæltning for mange børn. Derfor er hele Åbyhøj-Brabrandklyngen gået sammen om at udvikle konkrete overgangsmaterialer, som både storbørnsgruppen og 0. klasser på tværs af klyngen kan bruge. Resultatet er en såkaldt Kompetencekuffert – fyldt med de samme sange, lege og fortællinger, som børnene møder begge steder.
Målet er enkelt: At give børnene noget genkendeligt med ind i skolestarten, så overgangen føles mindre fremmed og giver tryghed hos børnene:
”Det der rammer børnene bedst, er de helt små enkle greb,” siger dagtilbudsleder i Brabrand dagtilbud, Steffen Klitgaard.
Fra idé til fælles kuffert
Idéen opstod hos dagtilbudsleder i Gl. Åby, Tina Haugstrup, som længe havde ønsket et konkret materiale til brug i overgangen mellem dagtilbud og skole. Da klyngesamarbejdet tog form, blev idéen bragt med ind på et møde – og her var opbakningen tydelig fra start.
Overgangen blev set som en oplagt ramme for fælles handling, og arbejdet blev fordelt ud blandt medarbejdere og ledere i klyngen.
Tina Haugstrup og kollegaer i Gl. Åby dagtilbud stod for udvælgelse af materialet, mens selve kufferten blev udviklet og samlet af Steffen Klitgaard.
Åbyhøj-Brabrandklyngen er en af de større klynger, og børnene starter på tre forskellige skoler. Netop derfor var ønsket om genkendelighed stærkt: Har børnene gået i et dagtilbud i klyngen, vil de møde de samme elementer i skolen.
Hvad indeholder kufferten?
Kompetencekufferten består af seks enkle og velkendte materialer:
🎵 Sange
- De skøre knogler
- Blæsten kan man ikke få at se
🎲 Regellege
- Fisker, fisker – hvor dybt er vandet
- Alle mine kyllinger
📖 Eventyr
- Guldlok og de tre bjørne
- De tre bukkebruse
Alle storbørnsgrupper og 0. klasser i klyngen arbejder med det samme indhold - på tværs af skoler og dagtilbud.
Små greb – stor effekt
Et centralt budskab fra klyngen er, at man ikke behøver starte stort. ”Lad være med at gøre det større, end det er,” siger Steffen Klitgaard.
Målet er ikke at udvikle store materialepakker eller projekter. Tværtimod. Det handler om genkendelse, relation og ro. Et kendt eventyr, en sang man allerede elsker, eller en leg man har prøvet før - det kan være nok til at skabe tryghed og balance i en ny begyndelse.
Man kan for eksempel komme i gang ved at:
- vælge én leg eller sang, der bruges begge steder
- samle materialerne i en mappe, pose eller kuffert
- tænke dagtilbud og 0. klasse ind fra start
Det behøver hverken være perfekt eller omfattende – det vigtigste er, at børnene møder noget kendt, når de træder ind i skolen.
Kompetencekufferten er stadig ny, men modtagelsen har været positiv:
”Skiftet mellem børnehave og skole er, for mange børn, det største skift i livet indtil videre. Derfor ligger der en stor værdi i at blive mødt af noget velkendt midt i al det nye. Det giver både tryghed og en oplevelse af at mestre skolestarten, når de her sange, eventyr og lege allerede er kendt fra tiden i børnehaven – og dét er godt for alle vores skolestartere” siger Niels Dalgaard Jørgensen, pædagogisk leder i indskolingen på Gammelgaardsskolen.
Både dagtilbud og skoler glæder sig til at udvikle videre på konceptet og håber, at idéen og erfaringerne kan inspirere andre.
På AarhusIntra kan du finde materiale til det systematiske samarbejde om overgangen mellem dagtilbud og skole: Overgang fra daginstitution til skole - AarhusIntra (kun adgang for medarbejdere i Aarhus Kommune)