Gå til hovedindhold
Bredere børnefællesskaber

Aarhus Byråd har afsat 55 mio. kr. årligt til Bredere børnefællesskaber

Aarhus Byråd har afsat 55 mio. kr. årligt til arbejdet i Børn og Unge med bredere børnefællesskaber. Forankringen af bredere børnefællesskaber bygger ovenpå det eksisterende arbejde med udviklingen af de pædagogiske læringsmiljøer for børn og unge.

11. maj 2023
Børn på legeplads

Indhold

    Baggrund

    Byrådet har med vedtagelsen af budget 2022-2025 igangsat en analyse af bredere børnefællesskaber på almenområdet, specialtilbud og PPR. Analysen består dels af indsigter fra praksis, dels løsningsmuligheder som tager afsæt i indsigterne.

    Indsigterne fra praksis viste blandt andet, at der er sket en stor vækst i antallet af børn, som har behov for specialpædagogisk bistand, samtidig med at ressourcerne til skolerne til specialklasserne og til PPR ikke er fulgt med.

    Indsigterne fra praksis viste endvidere, at der er brug for ændringer i forhold til nedenstående for, at det lokale dagtilbud, folkeskole og fritidstilbud er det rette tilbud for alle børn:

    • Tid og ressourcer til forebyggende og tidlige indsatser, samt til at gøre en ekstra indsats for børn i udfordringer

    • Flere specialpædagogiske kompetencer hos medarbejderne til at arbejde med børn i udfordringer.

    • Større ledelsesmæssigt fokus på inkluderende pædagogiske miljøer og læringsmiljøer

    • Større fleksibilitet mellem almen- og specialområdet

    • Hurtigere afklaring og bedre understøttelse af den indsats, som et barn i udfordringer skal have, blandt andet fra PPR.

    • Mere fleksibelt tværgående samarbejde

    Alle indsigterne fra praksis kan ses i dokumentet nedenfor: Fælles indsigter - Bredere børnefællesskaber 

    Med afsæt i indsigterne fra praksis blev der udviklet et katalog med løsningsmuligheder, som kan bidrage til at vende udviklingen i forhold til antallet af børn, som mistrives og har behov for et specialpædagogisk tilbud. Løsningsmulighederne kan ses i dokumentet nedenfor: Løsningsforslag - Bredere børnefællesskaber.

    Formål

    Analysen af bredere børnefællesskaber indgik i forhandlingerne om budgettet for 2023-2026. Med vedtagelsen af budgettet for 2023-2026 har byrådet afsat 55 mio. kr. årligt til arbejdet med bredere børnefællesskaber.

    Formålet med indsatserne er at skabe:

    • et nybrud i måden, som vi samarbejder om børn i udfordringer på, og en omstilling i indsatserne til børn og deres familier, så de får tidligere og hurtigere hjælp, sammenhængende og koordineret indsats, mindre indgribende indsatser, som er tættere på barnet og familiens nærmiljø.

    • et markant nybrud til et pædagogisk nærhedsprincip, hvor dagtilbud og skoler i højere grad anvender specialpædagogiske principper i almenklassen eller gruppen i dagtilbuddet, således at flere børn end i dag kan trives og udvikle sig i nærmiljøet, samtidig med at børn, som har behov for et specialpædagogisk tilbud, i højere grad kan få det i deres nærområde.

    • en kulturforandring i dagtilbud, skoler UngiAarhus og PPR, hvor der bliver større fokus på en tidligere og mere sammenhængende hjælp til børn i de almene børnefællesskaber.

    • stor ledelsesmæssig opbakning og understøttelse af forandringsprocesserne af den lokale kultur omkring arbejdet med børnenes læring, trivsel og udvikling.

    Byrådets beslutning om bredere børnefællesskaber kan ses her: Bilag 2 - Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk).
    Udviklingen, som byrådet ønsker er, at børn og familier skal blive mødt med indsatser, som er tidligere, hurtigere, mere koordinerede og mere lokale.

    Værdigrundlaget

    Værdigrundlaget, som ligger til grund for bredere børnefællesskaber er:
    • Børn og unge er mere ens end forskellige
    • Børn og unge lærer og trives i fællesskaber
    • Børn og unge er ikke problemet. De viser problemet
    • Børn og unge gør hvad de kan. Det er de voksne, der kan gøre noget andet

    Udbredelsen af bredere børnefællesskaber er en kulturforandringsproces blandt forældre og blandt medarbejdere og ledere i dagtilbud, skoler, fritidstilbud og PPR, som fremmer arbejdet med inkluderende pædagogiske miljøer.

    Værdigrundlaget skal ses i sammenhæng med og vil være afspejlet i den kommende fornyede børne- og ungepolitik, som behandles af byrådet i sommeren 2023.

    Indsatser som er besluttet af byrådet

    Byrådet har besluttet følgende indsatser:

    • Alle dagtilbud skal arbejde med specialpædagogiske principper om kompetenceudvikling under overskriften ”Dagtilbud for alle”, så flere børn kan trives og udvikle sig i deres almene dagtilbud.

    • Som en prøvehandling oprettes der specialpædagogiske grupper i almene dagtilbud med færre børn og bedre normering målrettet børn i udfordringer, som profiterer af at være sammen noget af tiden med deres jævnaldrende børn i almendagtilbuddet.

    • Lokale skoletilbud til alle i klynger (2-4 skoler), hvor der er indsatser for hele klassefællesskabet i form af f.eks. co-teaching, kompetenceudvikling for lærere og pædagoger, støtte til enkeltbørn i almenklassen, almenklasser, som arbejder med specialpædagogiske principper i forhold til organisering, strukturer og konkrete metoder inspireret af Nest eller andre specialpædagogiske tilgange, som muliggør, at også børn, som er visiteret til en specialklasse, kan lære og trives her samt specialklasser, som vi kender det i dag.

    • PPR omlægges til i langt højere grad at komme tidligere ind i opgaven, når et barn er på vej i udfordringer ved at have fokus på fællesskaberne, som børnene er en del af, samt ved at være tættere på praksis med skoler og dagtilbud.

    • Medarbejdere i dagtilbud, skoler og fritidstilbud tilegner sig specialpædagogiske kompetencer i praksis sammen med kollegaer, ressourcepersoner, medarbejdere fra PPR med flere. De specialpædagogiske kompetencer fastholdes og opbygges via tilgangen i Stærkere Læringsfællesskaber.

    • Samarbejdet mellem familien, dagtilbud, skole, PPR, myndighedsrådgivere og udførere/specialiserede tilbud i Sociale Forhold og Beskæftigelse forandres og styrkes, så løsningerne findes tidligere, og så indsatsen bliver mere helhedsorienteret og så tæt på barnets og familiens hverdag som muligt ved, at relationel velfærd som samarbejdsmodel udbredes fra de nuværende syv skoledistrikter til samtlige skoledistrikter. Med til det styrkede samarbejde hører, at der udpeges en fast tovholder i hver enkelt sag, som påtager sig rollen med at koordinere og holde snor i barnets og familiens forløb, sikre fremdrift og sikre samarbejde med forældrene. 

    • Børn og Unge i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) får en mere smidig og effektiv proces for henvisninger af børn og unge til BUA med henblik på, at familierne oplever kortere ventetider og mere koordinerede forløb. 

    • Det tværgående Trivselsteam, som arbejder tværfagligt sammen om børn med meget skolefravær, bliver udvidet, så teamet i højere grad kan følge med efterspørgslen.

    • Flere børn i mistrivsel kan blive tilbudt et lettere behandlingstilbud (børnesamtaler, Back2School og Cool Kids)

    Derudover gennemgås løsningskataloget fra analysen af bredere børnefællesskaber i forhold til, om der er 
    øvrige løsningsmuligheder, som kan igangsættes inden for eksisterende ressourcer.

    Bredere børnefællesskaber bygger ovenpå

    Forankringen af bredere børnefællesskaber bygger ovenpå dagtilbud, skoler og UngiAarhus’ eksisterende arbejde med udviklingen af de pædagogiske læringsmiljøer for børn og unge. Bredere børnefællesskaber bygger ovenpå og forstærker de indsatser, som er sat i gang i forhold til kvalitetsarbejdet, tilsyn i dagtilbud, mellemformer, fritidspædagogisk vision osv.

    Indsatserne bygger også ovenpå viden og forskning på området, således at der tages afsæt i viden om, hvad vi ved, der virker i forhold til at skabe bredere børnefællesskaber. Det er både viden, som vedrører indsatser rettet mod børnene, og viden om hvordan man gør, herunder arbejdet med kompetenceudvikling, herunder stærkere læringsfællesskaber, og viden om organisatorisk forankring mv.

    Indsatserne fra analysen af bredere børnefællesskaber skal forstærke arbejdet med udviklingen af de pædagogiske miljøer og skubbe på for en kulturudvikling i forhold til, at alle børn har et lokalt tilbud af høj kvalitet.

    Dette skal sikres ved tidlige indsatser i sampraksis mellem forskellige fagligheder, som er sammenhængende og koordineret på tværs af forskellige aktører. Kulturudviklingen skal ses i sammenhæng med og lægger i forlængelse af arbejdet med stærkere læringsfællesskaber.

    Indsatserne fra bredere børnefællesskaber skal således ses i sammenhæng med indsatser, som allerede er i gang i dagtilbud, skoler og UngiAarhus, men samtidig er der tale om nye indsatser, som skal forstærke arbejdet med at vende udviklingen og udvikle en kultur, der understøtter, at flere børn og unge kan trives, udvikles sig og lære i deres lokale tilbud. Arbejdet med de enkelte indsatser i dagtilbud, skoler og UngiAarhus kobler sig til den kendte tilgang fra stærkere læringsfællesskaber til organisationsudvikling, samarbejde og professionel læring med fokus på børnene og de unge.

    Sidst opdateret: 6. juni 2024