Gå til hovedindhold

Aktiviteter

Stærkere Læringsfællesskaber er en fælles tilgang til at samarbejde og udvikle praksis i hele Børn og Unge.

Indhold

    Aktiviteterne i Stærkere Læringsfællesskaber består dels af et fælles spor, hvor ledere, ressourcepersoner og faglige fyrtårne på tværs af dagtilbud, skole, UngiAarhus og Fællesfunktionerne får et fælles afsæt.

    Samtidig er der aktiviteter for lederne i hvert af Børn og Unges fem distrikter med henblik på at styrke samarbejdet og videndelingen lederne i mellem. Endeligt er der et lokalt spor, hvor de lokale arbejdspladser udvikler stærke læringsfællesskaber med afsæt i de opgaver, udfordringer og indsatser, som de arbejder med og oplever i egen praksis.   

    Læringsdage

    Siden 2018 er der afholdt ti fælles læringsdage for ledere og ressourcepersoner/faglige fyrtårne i dagtilbud, skoler, fritids- og ungdomstilbud (UngiAarhus) og forvaltningen, som har skabt et fælles afsæt og en fælles viden om arbejdet i stærkere læringsfællesskaber.

    Læringsdagene faciliteres af læringspartnere og omhandler faglige temaer som f.eks. datainformeret praksisudvikling, feedback og observation, progression for alle børn og professionel relationskompetence.

    "Ambitionen med læringsdagene er at formidle ny viden, der kan styrke det lokale samarbejde og organisering af stærkere læringsfællesskaber, ligesom de skal være med til at udvikle en læringskultur lokalt og på tværs af organisationen." -Læringspartner i Børn og Unge

    Hvis du er ansat i Aarhus Kommune, kan du læse nærmere om læringsdagene og finde materialer på AarhusIntra.

    Læringsforløb

    Der kommer løbende nye ledere og faglige fyrtårne/ressourcepersoner, som har en særlig rolle i forhold til at drive den lokale udvikling af stærkere læringsfællesskaber.

    Derfor udbydes et obligatorisk læringsforløb bestående af tre læringsdage, som faciliteres af læringspartnere. Forløbet har til formål at klæde nye ledere og medarbejdere fagligt på samt understøtte kapacitetsopbygningen og den lokale udvikling af stærkere læringsfællesskaber.

    Tre bokse med beskrivelse af de tre læringsdage: Læringsdag 1 - Stærkere Læringsfællesskaber - mindset, roller og positioner. Læringsdag 2: Datainformeret praksis. Læringsdag 3: Observation og feedback.

    Her kan du læse mere om læringsforløbet.

     

    Med henblik på at styrke samarbejdet og videndelingen mellem lederne i distrikterne er følgende aktiviteter og initiativer iværksat.

    Lederseminarer

    Hvert andet år afholdes lederseminarer for ledere på tværs af dagtilbud, skoler og fritids- og ungdomstilbud, hvor relevante ledelsesemner som fx faglig ledelse tæt på praksis sættes på dagsordenen.

    Tilsvarende afholdes forvaltningsseminar for ledere i fællesfunktionerne. Her sparrer, videndeler og reflekterer lederne omkring deres ledelsesopgave ift. at skabe og facilitere en lærende samarbejdskultur og sikre høj kvalitet i læringsmiljøerne for børnene og de unge.  

    Ledersparringsgrupper

    Skoleledere og dagtilbudsledere er distriktsvist inddelt i ledersparringsgrupper. Her mødes fire ledere fire gange årligt til et ledersparringsmøde, hvor de i fællesskab reflekterer over og udvikler deres ledelsesgrundlag- og praksis.

    De gør udvikling af skolen/dagtilbuddet til et fælles anliggende, og dykker ned i praksisnære cases. Børn og Unge-chefen understøtter sparringsgrupperne og giver tæt ledelsesmæssig support og sparring til lederne – både før, under og efter.

    "Det er lederes adfærd, som skaber en kultur, og lederens ændrede adfærd, som skaber en kulturændring."
    -Børn og Unge-chef

    Workshops

    To gange årligt afholder dagtilbuddene, skolerne og fritids- og ungdomstilbuddene lokale workshops for hele det pædagogiske personale. Ledere og ressourcepersoner/faglige fyrtårne faciliterer workshoppen, som kobler teoretisk viden og metoder, f.eks. fra læringsdagene, til praksis. På denne måde får skolerne og institutionerne mulighed for at skabe et fælles afsæt for deres udvikling af samarbejdskulturen og iværksætte konkrete initiativer i praksis.   

    Læringssamtaler

    Som en del af Børn og Unges ramme for det lokale arbejde med kvalitetsopfølgning og tilsyn afholdes læringssamtaler for alle dagtilbud, skoler og ungdoms- og fritidstilbud. Til samtalen deltager det lokale ledelsesteam, en Børn og Unge-chef, en læringspartner, en pædagogisk konsulent og evt. ressourcepersoner/faglige fyrtårne og bestyrelsesrepræsenterer. Forud for samtalen vælger den lokale arbejdsplads et læringsfokus og data som afsæt for dialogen. Samtalerne er et forum til at være lærende sammen omkring data tæt på børnene og de unge, sætte retning for udviklingen af praksis samt lave forpligtende aftaler om næste skridt.

    Målet med den nye ramme for kvalitetsopfølgning og tilsyn er at understøtte en datainformeret praksis med løbende og systematisk opfølgning. Rammen skal medvirke til at styrke den professionelle dømmekraft og organisatoriske læring gennem en åben og tillidsfuld dialog, hvor vi deler praksis lokalt og på tværs, og sammen vælger de bedste løsninger. Vi gør det systematisk gennem brug af data, refleksion, beslutninger, handlinger og opfølgning på disse handlinger.

    Kapacitetsopbygning

    Ressourcepersoner og faglige fyrtårne klædes på til at være fagligt ledende og sammen med ledelsen drive udviklingen af stærkere læringsfællesskaber hos resten medarbejderne - blandt andet ved brug af observation og feedback og facilitering af refleksive dialoger. For at styrke kapacitetsopbygningen kompetenceudvikles også vejledere og koordinatorer på skoleområdet, så de kan være med til at understøtte en lærende samarbejdskultur i de enkelte teams / årgange. På dagtilbudsområdet er de faglige fyrtårne organiseret i netværk på tværs af afdelingerne, hvor de sparrer med hinanden og samarbejder om at sætte en fælles retning på tværs af dagtilbuddet.

    Læringspakker

    For at understøtte lokale ledere, ressourcepersoner og faglige fyrtårne i udviklingen af stærkere læringsfællesskaber udbydes læringspakker, som kobler sig til læringsdagenes faglige indhold. Læringspakkerne omhandler blandt andet feedback og observation, datainformeret praksis, progression for alle børn og unge og professionel relationskompetence.

    Læringspakkerne indeholder materialer i form af oplæg fra læringsdage, videoer med praksiseksempler samt praksisnære øvelser. De kan sættes i spil på fx et team- eller personalemøde eller til en længere workshop. I pakkerne er der også en udførlig procesguide til facilitatoren, og mulighed for differentiering alt efter antallet af deltagere og den afsatte tid. Læringspakkerne bidrager til at koble udviklingsarbejdet endnu tættere på den lokale praksis og den enkelte personalegruppes samarbejde og fokus.

     

    Sidst opdateret: 28. januar 2024