Hør, hvordan Jimmy og Frederikke får en god arbejdsdag
Som pædagogisk leder kan se frem til en dynamisk hverdag, hvor du har en samlende rolle og et tæt samarbejde med bl.a. forældreråd, medarbejdere, lederkolleger, din dagtilbudsleder og andre samarbejdspartnere.
Det er en rolle, der kræver, at du kan bevæge dig mellem det helt nære og det mere strategiske. Den ene stund taler du med en forælder i garderoben, den næste deltager du i et ledermøde om den langsigtede pædagogiske udvikling i dagtilbuddet.
Ingen dage er helt ens, men en typisk dag kan i store træk se sådan ud:
Du starter morgenen med at danne dig et hurtigt overblik over, hvad dagen kalder på. Hvordan ser bemandingen ud? Er der nogle syge? Hvilke møder og aktiviteter er der i løbet af dagen?
Derefter går du en runde i huset og siger godmorgen til alle de skønne børn på stuerne. Du giver måske en hjælpende hånd med i garderoben og får en god snak med nogle af forældrene.
Når der er kommet ro i huset, får du styr på indkomne mails og ordner nogle af de administrative opgaver eller praktiske gøremål, som skal til for at huset fungerer.
Din dag eller uge byder også på møder af forskellig karakter. Det kan være forældremøder, ledermøder, håndtering af børnesager eller opfølgning på det uvildige kvalitetstilsyn.
Som faglig leder bruger du også en væsentlig del af din tid på at forberede personalemøder og på at sparre med dine medarbejdere. Samtidig arbejder du strategisk med at oversætte Børn og Unges overordnede mål og visioner til en meningsfuld lokal praksis. Det indebærer bl.a., at du planlægger og gennemfører udviklingsprocesser og forandringer på en måde, så det passer til børnegruppen og med inddragelse af dine medarbejdere.
Du har heller ikke noget imod små forstyrrelser i løbet af dagen. En medarbejder kan stikke hovedet ind med et hurtigt spørgsmål, eller noget uforudset kan dukke op, som kræver din opmærksomhed.
Du prioriterer og justerer dine planer alt efter, hvad opgaverne kalder på. Og når dagen er omme finder du ro i, at du har været til stede lige der, hvor det gav mest mening og på den bedst tænkelige måde.