Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Intelligente lyssignaler får trafikken på Viby Torv til at glide bedre

Aarhus Kommune har sat strøm til nye styreapparater i lyssignalerne ved Viby Torv. Det skal få biler og busser hurtigere frem. Ét af apparaterne kommer med AI-teknologi, der kan registrere og hjælpe gående. Indsatserne på torvet markerer en milepæl i kommunens arbejde med intelligent trafikstyring. Rådmand Nicolaj Bang glæder sig over, hvordan teknologi kan hjælpe aarhusianerne.

Indhold

    De seneste uger har Teknik og Miljøs afdeling for intelligent trafikstyring rodet og kodet i de fem lyssignaler ved Viby Torv. Afdelingen har udskiftet de såkaldte styreapparater i lyssignalerne, og det gør dem stand til at tilpasse signalerne til den aktuelle trafik og lave hurtige ændringer ved fx trafikuheld eller ekstraordinær kødannelse.

    Erfaringer viser, at intelligent trafikstyring reducerer rejsetiden for især bilister og busser. Nye styreapparater i lyssignaler langs Ringvejen har sparet de aarhusianske bilister for +600 timers rejsetid om dagen, siden de blev installeret for små fire år siden, og på Harald Jensens Plads, der i størrelse og form kan sammenlignes med Viby Torv, blev bilisters tid i kø reduceret med op til 85 pct., da lyssignalerne blev intelligente.

    Det er nok de færreste aarhusianere, der bekymrer sig synderligt om lysreguleringer og styreapparater, så længe de gør, som vi gerne vil have dem til. Men det gør de kun, fordi vi prioriterer området og arbejder for at sikre den bedst mulige trafikafvikling gennem byen. Det skal vi blive ved med, så aarhusianerne kan komme nemmere og hurtigere ud og hjem,” siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang.

    Kunstig intelligens hjælper langsomt gående over vejen

    Det nye styreapparat i krydset Skanderborgvej/Viby Ringvej er det første af sin slags i Aarhus Kommune med ’Data from sky’ - et detekteringssystem, der kan registrere bløde trafikanter.

    Med kameraer og en AI-billedbehandlingssoftware bruger Data from sky sine konstante registreringer til at tilpasse, hvor længe der er grønt for fodgængere. I dag er den såkaldte grøntid tilpasset et typisk gangtempo, men Data from sky vil automatisk reducere grøntiden i tilfælde, hvor fodgængeren er hurtig, og øge grøntiden i tilfælde, hvor fodgængeren er lidt langsommere.

    Vi får hele tiden nye muligheder for at gøre ting bedre, smartere og hurtigere, og de muligheder skal vi gribe, så vi leverer den bedst mulige service til aarhusianerne. Vi har i flere år været den nok mest innovative kommune i Danmark, når det kommer til intelligent styring af trafikken, og det spor fortsætter vi i, når vi integrerer den fremadstormende kunstige intelligens i vores lyssignaler,” siger Nicolaj Bang.

    Data from sky-systemet gemmer ingenting. Alle registreringer bliver alene brugt til at justere lyssignalet i realtid.

    I de næste uger vil afdelingen for intelligent trafikstyring finjustere lyssignalerne ved Viby Torv. Det kan i perioder give ustabil drift.

    Fakta: De nye styreapparater ved Viby Torv markerer en rund milepæl

    De nye styreapparater på Viby Torv markerer en rund milepæl i Teknik og Miljøs arbejde med intelligent trafik styring, der for alvor tog fart i 2018. Ét af de fem er nemlig styreapparat nummer 100 af i alt 240, der bliver installeret i kryds kommunen over.

    Sidst opdateret: 25. april 2024