Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Anlægsmillioner skal give flere grønne byrum

Anlægskronerne for 2024 skal fordeles. Og i år er der sat 12,5 mio. kr. af til at gøre byrum i midtbyen og oplandet til grønne samlingspunkter for de lokale.

Indhold

    Slidte og triste byrum i forstæderne og oplandet får en håndsrækning af årets anlægsprogram. Anlægsprogrammet fordeler midler til en række mindre anlægsprojekter fordelt over hele kommunen, og blev tirsdag morgen behandlet i Magistraten.

    I år er der blandt andet fokus på forskønnelse af byrum i forstæderne, oplandet og midtbyen, og planlægningen bliver lavet i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, fællesråd og områdernes beboere.

    Oplandsbyerne og forstæderne skal blive ved med at være attraktive områder med gode lokale tilbud. Med årets anlægsprogram sætter vi et tocifret millionbeløb af til at skabe grønne byrum, der skal være det naturlige sted at mødes, handle og hele lokalområdets åndehul. Det har været helt afgørende for planlægningen af projekterne at have beboere, fællesråd og det lokale erhvervsliv med fra begyndelsen,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Blandt projekterne er et nyt mødested i Harlev. Her har fællesrådet og erhvervslivet været med til at vælge placeringen af et nyt byrum, der skal samle byen og være det oplagte mødested i fremtiden.

    På Rundhøjtorvet skal det triste torv og den gamle, slidte p-kælder omdannes til et attraktivt og hyggeligt byrum for hele bydelen. Det har længe været et ønske fra det lokale erhvervsliv, som også har været inddraget i planlægningen af det nye torv.

    I midtbyen kan gæster, beboere og erhvervsliv glæde sig over, at omdannelsen af Fredens Torv med siddepladser og grønt nu bliver permanent. Den såkaldte fredeliggørelse af Fredens Torv var i første omgang et forsøg, men både gæster og de omkringliggende restauranter og butikker har givet forsøget så positiv respons, at torvet nu bliver omdannet permanent.

    Det er planen, at projekterne sættes i gang i år, så de kan stå færdige næste år. Udover de nævnte projekter bliver der blandt andet også lagt op til at bruge 22,6 mio til mindre, trafikale forbedringer og trafiksikkerhed, og 6,9 mio på nye stier og forbedring af stianlæg.

    Fakta

    Anlægskronerne 2024 fordeles over mindre projekter, der kan deles op i 9 kategorier:

    1. Sikkerhed og miljø: 22,6 mio. kr.
    2. Stianlæg: 6,9 mio. kr.
    3. Mindre vejanlæg ved byudvikling: 8,2 mio. kr.
    4. Fremkommelighed: 6,6 mio. kr.
    5. Parkering: 1,2 mio. kr.
    6. Tilgængelighed; 1,5 mio. kr.
    7. Styrkelse af grønne byrum: 4,1 mio. kr.
    8. Strategiske byrum: 12,5 mio. kr.
    9. Klimasikring af kritiske veje: 2 mio. kr.
    Sidst opdateret: 16. april 2024