Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Aarhus sætter fart på klimaindsatsen med nyt partnerskab om mere skov

Et nyt partnerskab med Klimaskovfonden skal hjælpe med at opfylde Aarhus Kommunes klimamål. Med aftalen bliver det muligt for aarhusianere, virksomheder og jordejere at gå sammen om klimahandling samtidig med, at vi skaber mere natur lokalt i kommunen.

Indhold

    Der er mange plusser ved den aftale Teknik og Miljø har indgået med Klimaskovfonden om at sætte skub på klimaindsatsen i kommunen. For når man som i dette samarbejde bruger naturens egne metoder til at mindske 
    CO2-udledningen, så følger der mange fordele med i form af ny skov, der både kan beskytte drikkevand, skabe mere og bedre natur og nye muligheder for friluftsliv, som er en af kommunens helt store aktiver.

    Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som også er kommunens underskriver på aftalen, er særligt begejstret for potentialet i at stå sammen om at gøre en indsats for klimaet.

    Jeg er glad for idéen om, at jo flere vi går sammen, desto mere skov får vi.
    Det giver både små og store spillere mulighed for at opnå store resultater i
    fællesskab. Resultater, der giver gevinst til hele kommunen i form af bedre
    klima og mere natur

    Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø

    Det overordnede formål med det strategiske arbejde er at fremme klimarelaterede skovrejsnings- og naturprojekter i Aarhus Kommune. I første omgang er der tale om etablering af et skovlandskab ved Vilhelmsborg, som er en del af det nye 300 hektar store naturprojekt syd for Aarhus.

     

    Plusser for borgere, lodsejere og virksomheder

    Klimaskovfonden har gode erfaringer med at bringe virksomheder og lodsejere sammen og skabe nye muligheder for klimahandling, som kommer alle til gode.

    Klimaskovfonden arbejder med en standard for CO2-binding i nye skove. Det betyder, at virksomhederne kan få konkret besked om, hvilken forskel de er med til at gøre, når de bidrager til skovrejsning.

    ” Klimaindsatsen kræver handling fra alle sider. Borgere og virksomheder i Aarhus Kommune får nu en konkret mulighed for at bidrage til klimahandling i form af nye skov indenfor kommunens grænser. Det gavner klimaet, og virksomheder kan bruge bidraget i markedsføring og ESG-rapport. Vi glæder os til samarbejdet med Aarhus Kommune, der gennem Klima+ partnerskabet vil engagere lokale borgere og virksomheder i en fælles klimaindsats

    Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

    Aarhus Byråd har til en start besluttet, at provenuet fra den interne klimaafgift på flyrejser skal placeres i Klimaskovfonden til skovrejsning og lavbundsprojekter i Aarhus Kommune.

    Aftalen er gældende i minimum fem år.



    Fakta

    Aarhus Kommune har som mål at være CO2-neutral i 2030. Et af tiltagene for at nå målet er at øge kommunens skovareal til i alt 8.000 hektar.

    Sidst opdateret: 5. oktober 2023