Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Mere leg og liv flytter ind i byparken på Aarhus Ø

Byparken på Pier 2 er forlænget til og med år 2025, og derfor rykker der endnu flere aktiviteter og mere grønt ind på øen den kommende tid. Det er endnu et led i at teste, hvad der fungerer i en maritim bypark.

26. jun. 2023

Indhold

    Mange aarhusianere har ønsket sig mere grønt på Aarhus Ø, og i februar 2022 blev Pier 2’s 25.000 m2 grå betondæk forvandlet til bypark. Byparken har hele tiden været midlertidig og eksperimenterende for at undersøge, hvad der fungerer – både i forhold til planter, faciliteter og aktiviteter.

    Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang siger:

    "Byparken har en helt unik placering lige ud til vandet i Aarhus Bugt - det giver en særlig stemning og ikke mindst et særligt udsyn og udkig, at der er blåt, så langt øjet rækker. Men jeg vil også gerne, at parken bliver grønnere, fordi det også indbyder til, at vi slår os ned. Det barske, maritime miljø gør det svært at plante i området, men nu gør vi endnu en indsats for at gøre parken grønnere."

    Derfor er der plantet flere nye træer, buske og planter. De er alle hårdføre hjemmehørende arter som skovfyr, marehalm, sandtorn, egetræer og tjørn, som vi kender det fra den jyske vestkyst. Med tiden forventes bakkerne at blive grønnere, da planterne vil sprede sig. Det kan også overvejes, om der skal plantes andet grønt i bunden senere på året.

    Gamle materialer giver nyt liv

    Byparken blev sidste år etableret med flere genbrugte materialer. Bakkerne består af sand fra havbunden, og stierne er gammelt, knust asfalt.
    Genbrugte materialer er fortsat et tema i byparken. Et legende landskab er begyndt at tage form med sand, der er indrammet af gamle granitpullerter fra Aarhus Havn. De fældede poppeltræer fra Ringgaden bruges som træstammer, man kan hoppe mellem. Den kommende tid kommer også rutsjebane, legehuse, hængekøjer og flere muligheder for at tage ophold på bænke.

    På sigt vil informationstårne formidle, hvad der er plantet i området, og hvordan biodiversiteten blomstrer på øen. Der er også reserveret et areal til et kommende kunst- og arkitekturprojekt, der bliver sat i gang efter sommerferien.

    Fakta

    • Pier 2 er 25.000 m2, hvilket svarer til 5 x Store Torv og Lille Torv til sammen
    • Jordbrugets Uddannelsescenter og Byen Blomstrer har begge arealer, som de er ansvarlige for i byparken. Byen Blomstrer har plantet hjemmehørende og biodiversitetsvenlige planter. Jordbrugets Uddannelsescenter har planer om at bruge deres områder til formidling og undervisning i biodiversitet og planter
    • Bylivshuset Domen ligger også på Pier 2 og danner rammen om flere forskellige arrangementer
    Sidst opdateret: 5. september 2023