Efter tusindvis af input: Nu skal Aarhus Ø gøres færdig
Foreninger, beboere, skoler, fritidsbrugere, bydelsbesøgende, skatere og mange andre har tegnet, udpeget, indskrevet og ytret deres tanker om, hvordan bydelen og lystbådehavnen kan udvikles fremadrettet. De mange input præsenteres på et informationsmøde.
I løbet 2022 og begyndelsen af 2023 har Aarhus Kommune sammen med byens borgere og andre interessenter skabt et katalog propfyldt med anbefalinger til tre udviklingsspor, der samlet udgør den sidste udviklingsetape af Aarhus Ø - heriblandt forbindelser på tværs af bydelen og til resten af Aarhus samt den kommende udvikling af Pier 3.
Med afsæt i Aarhuskompasset har flere end 3.500 enkeltpersoner kommet med input, mens flere end 20 foreninger på havnen, der repræsenterer 16.000 medlemmer, har været involveret. Den store interesse glæder Rabih Azad-Ahmad (B), rådmand for Kultur og Borgerservice.
"Udviklingen på Aarhus Ø er vigtig for rigtig mange borgere og fritidsbrugere. Det har været fantastisk at opleve, at så mange mennesker har engageret sig i udviklingen af den nye bydel, der både rummer mange nye beboere og tusindvis af fritidsbrugere. Vi skal nu sikre, at de mange input kan bidrage til at skabe en god bydel for alle. Vi skal sikre en bydel, hvor det både er godt at bo og en god ramme om fritidslivet", siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand, Kultur og Borgerservice.
Det har været én af Aarhus Kommunes mest omfattende tidlige bruger- og borgerinddragelsesprocesser nogensinde. Flere nye formater er afprøvet heriblandt to digitale platforme og -vandreture kombineret med en bred variation af begivenheder, events, rundspørger, borgermøder og workshops. De mange input er nu samlet i et 67 sider stort katalog.
"Vi har været meget tidligt ude for at indsamle så meget viden som muligt, der samlet skal danne det stærkeste og mest grundige fundament for næste udviklingsetape. Vi har fået flere tusinde sæt øjne på bydelen, som har udpenslet både store og små detaljer og behov. Det gør, at vi er et stort skridt nærmere ambitionen om at skabe en fuldendt, unik og sammenhængende bydel, der er attraktiv for både nuværende og fremtidige generationer", Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Helt konkret har Aarhus Kommune søgt input til tre udviklingsspor, som er en visionsplan for byrum og forbindelser og herunder en plan for vandbaserede aktiviteter omkring Aarhus Ø og en udviklingsplan for Pier 3.
"Vi har fået virkelig mange gode inputs, og vi tager dem med videre. Vi kommer dog til at træffe nogle valg, og det er desværre ikke alle ønsker, der kan opfyldes. Sådan vil det altid være, men det har helt klart kastet meget ny, unik viden af sig, der vil indgå i det videre arbejde, som arkitekterne og flere nu skal i gang med", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø og Rabih Azad-Ahmad, rådmand, Kultur og Borgerservice.
Alle inputs fra bruger- og borgerinddragelsen er opsamlet og vil sammen med en stedsanalyse for bydelen indgå i de tre udviklingsspor. Det betyder f.eks., at både visionsplanen og det udbudsmateriale, som en kommende investor i det arealudviklingsselskab, der skal udvikle Pier 3, blandt andet skal forholde sig til, hvordan det kan omdannes til proces og projekter.
Tirsdag den 13. juni 2023 præsenteres al indhold fra både bruger- og borgerinddragelsesprocessen og stedsanalysen på et informationsmøde i Turbinehallen, hvor Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice også gør status på de kommende planprocesser og udviklingen af Aarhus Ø.