Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Blomster, biodiversitet og masser af vand i Klokkerparken

Første projekt i den blågrønne kile fra Klokkerparken til Åby Renseanlæg er nu klar til indvielse. Parken er indrettet, så den kan blive et aktiv for både mennesker og insekter

12. jun. 2023

Indhold

    To nye regnvandssøer ved Klokkervej, nye stiforbindelser, bordbænkesæt,
    fitnessredskaber, nye træer og et vådt område med bynatur er med til at
    binde området bedre sammen og forhåbningen er, at parken kommer til at
    summe af liv, leg og insekter allerede denne sommer.

    Lige nu er anlægget stadig nyt, og Klokkerparken er et oplagt sted at
    registrere arternes indtog over tid.

    Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, ser frem til at følge projektet:

    "Det er ret fantastisk, hvordan det gennemgribende kloakarbejde i vejene kan resultere i smukke, grønne byrum som Klokkerparken, der uden tvivl bliver et kæmpe aktiv for beboerne i Åbyhøj. Klokkerparken er meget mere end bare en færdig park, der nu overgår til drift. Parken bliver et levende laboratorie, hvor vores biologer vil holde øje med, om nye arter kommer til."

    Den officielle indvielse er på onsdag d. 14. juni fra klokken 15.30-17.30, hvor naboerne skal lave bioblitz i Klokkerparken, fåinspiration til mere blomstrende haver og blive klogere på klimatilpasning og omdannelsen af området. Der vil også være taler ved Aarhus Kommune, Aarhus Vand og fællesrådet og præsentation af særlige biologiske fund fra dagens bioblitz. Pressen er velkommen.

    Allerede om formiddagen vil Teknik og Miljø sammen med andre
    natureksperter, Børnehuset Klokkervej og 3. årgang fra Gammelgaardskolen
    gå på opdagelse i området og registrere de planter og dyr, de finder.

    Resultat af klimatilpasning


    De to nye regnvandsbassiner ved Klokkerparken er blevet anlagt i forbindelse med klimatilpasningen i Åbyhøj, hvor Aarhus Vand adskiller regnvand og spildevand.

    Den blågrønne kile fra Klokkerparken via Åby Bibliotek og Åby Park til Åby
    Renseanlæg skal skabe plads til store regnmængder, som kan forhindre
    oversvømmelser i Åbyhøj og Hasle

    Karina Topp, divisionsdirektør i Aarhus Vand, siger:

    "Når vi laver klimatilpasningsprojekter, samarbejder vi med beboerne og Aarhus Kommune om at finde fælles ambitioner for det enkelte område. Og som en del af projekterne fokuserer vi på at skabe merværdi for at give noget tilbage til området. Det kan – som her i Klokkerparken - være i form af nye mødesteder, flere stier, grønne områder og øget biodiversitet."

    Fakta

    Bioblitzen i Klokkerparken er støttet af EU-projektet UrbanLIFEcircles, der
    hjælper Aarhus til at blive en grønnere, vildere og mere levende by, som alle
    kan nyde og være aktive i. I løbet af de kommende år vil flere af byens
    naturområder få et ordentligt rygstød til glæde for både dyr, planter og ikke
    mindst aarhusianere, som ønsker mere vild natur.

    Sidst opdateret: 5. september 2023