Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

56 nye elbusser sparer Aarhus for 2 mio. liter diesel

Busselskabet AarBus har netop skrevet under på købet af 56 nye elbusser, og det er det største indkøb af ledbusser på el i Danmark. Dermed tager Aarhus et vigtigt skridt i målet om C02 neutrale bybusser i 2027.

29. jun. 2023
  • Læs op

Indhold

    Designmæssigt ligner de nye Solaris elbusser, de elbusser som AarBus fik leveret i 2022 fra samme leverandør, og som ses på billedet. De nye elbusser har dog elektroniske sidespejle, hvilket giver bedre udsyn og større sikkerhed.

    Aarhus’ 62 elbusser får selskab af 56 nye elbusser, og det betyder, at dieselforbruget reduceres med over 2 mio. liter diesel om året.

    "At vi næsten fordobler antallet af elbusser betyder, at næsten 80 pct. af vores driftsbusser kommer til at køre på el. Den helt åbenlyse fordel er selvfølgelig, at de larmer og oser mindre. Men det, man ikke kan se, er, at det også kommer til at betyde en stor forskel på vores CO2 udledning og dieselforbrug. Derfor er det et vigtigt skridt i den rigtige retning, der tilbyder aarhusianerne en grønnere måde at transportere sig rundt i kommunen", siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang

    En bus bruger i gennemsnit 36.800 liter diesel. De 56 nye elbusser vil dermed reducere dieselforbruget med 2.060.800 liter diesel årligt.

    Grøn transport og god køreoplevelse går hånd i hånd

    Hos Midttrafik glæder bestyrelsesformand Steen Vindum sig over at kunne tilbyde aarhusianerne endnu mere grøn transport end de nuværende 62 elbusser og Letbanen, der også kører på el:

    "Kollektiv trafik er en del af løsningen for et bedre klima. Jo flere elbusser vi får på gaden, jo lettere bliver det for kunderne at vælge en grøn og CO2-fri transportform. Tæt på en fordobling af elbusserne i Aarhus betyder, at kunderne kan stå på en elbus tre ud af fire gange. Det ved vi, at de sætter pris på. Både på grund af klima og komfort"

    Aarhusianerne kan også se frem til en bedre køreoplevelse. Det larmer væsentlig mindre inde i bussen, 39 ud af 47 siddepladser vender fremad, og busserne kommer med et stort flexareal. Busserne er nemt tilgængelige med mulighed for lav indstigning og elektriske kørestolsramper.

    Samtidig spiller elbusserne en væsentlig rolle i en driftssikker kollektiv trafik, som busselskabet AarBus står for.

    "Vi glæder os over, at de nye busser kører væsentlig længere på en opladning end de elbusser, vi tidligere har fået leveret. De nye busser skal kun oplades en enkelt gang i driftsdøgnet, og det har stor betydning i forhold til at få driften til at hænge sammen", fortæller Hans Jørgen Østergaard, direktør for Aarbus.

    Fakta om de nye elbusser

    • Der er indkøbt i alt 56 elbusser. De slutter sig til de 62 nuværende elbusser. Dermed vil 118 af Aarhus’ i alt 149 driftsbusser være elbusser i 2025. Derudover er der 41 reservebusser.
    • De 56 elbusser bliver leveret i to omgange. 31 af busserne leveres i løbet af august og september 2024 og de resterende 25 busser i løbet af august og september 2025.
    • Busserne har en væsentlig længere rækkevidde end tidligere indkøbte elbusser, og det forventes, at de kan køre et helt driftsdøgn på en enkelt opladning, som finder sted på AarBus’ anlæg om natten.
    • Busserne er 18-meter busser af mærket Solaris og har 47 faste siddepladser, hvoraf de 39 vender fremad. Dertil kommer 3 klapsæder og 88 ståpladser
    • Busserne er meget støjsvage og udleder ikke røg og partikler med udstødningen.
    • Busserne har god tilgængelighed med lav indstigning, stort flexareal og elektriske kørestolsramper.
    • Busserne har elektroniske sidespejle, hvilket giver bedre udsyn og større sikkerhed.
    • Aarhus Kommune har et mål om, at driftsbusser skal være CO2 neutrale i 2027, mens reservebusserne skal være CO2 neutrale i 2030.
    Sidst opdateret: 5. september 2023