Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Hipsterhøjen bliver centrum i ny byudvikling

Den gamle tandlægeklinik i Graven bliver nu sat til salg, og det er Teknik- og miljørådmandens ambition at finde en køber, der kan renovere bygningen og udeområdet med respekt for miljøet ved Hipsterhøjen.

28. aug. 2023
  • Læs op

Indhold

    Når solen skinner, strømmer aarhusianerne til Hipsterhøjen. Der er ingen tvivl om, at den lille græsplæne på højen i Latinerkvarteret er noget helt særligt for mange aarhusianere. Og sådan skal det blive ved med at være -Hipsterhøjen skal forblive Hipsterhøj.

    Den gamle tandlægeklinik bag Hipsterhøjen har stået tom i flere år. Bygningen sættes nu til salg, og det giver nye muligheder i området.

    Vi skal have forløst det potentiale, der er i den gamle tandlægeklinik. Det er en smuk, bevaringsværdig bygning med stemning og sjæl. Derfor glæder jeg mig til at se eksempler på, hvordan bygningen kan bevares og renoveres med en høj arkitektonisk kvalitet.

    Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Den gamle tandlægeklinik er en del af den bevarende lokalplan for Latinerkvarteret. Det betyder, at bygningens højde og arkitektur skal bevares, mens der i stueetagen er mulighed for at åbne op.

    Imens bygningen har været tandlægeklink, har facaden været lukket. Med et godt projekt kan ombygningen betyde, at bygningen bliver en aktiv del af kvarteret. Her kan stueetagen og forarealet bidrage til oplevelsen af et samlet sted omkring hipsterhøjen. Derfor må der meget gerne gives rum til kulturelle og lokale aktiviteter.

    Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus

    Kærligheden til Hipsterhøjen

    Stadsarkitekten har tidligere opfordret aarhusianerne til at komme med input til, hvordan området skal udvikles. Fælles for mange af svarene var kærligheden til Hipsterhøjen, som den er i dag - ”lad det endelig forblive et sted, hvor man kan hænge ud”, lød det blandt andet. Selve Hipsterhøjen vil fortsat være kommunal. Det er selve bygningen og det nuværende parkeringsareal foran bygningen, der sælges.

    Blandt forslagene til, hvordan området skal udvikle sig, var også mere grønt, et værksted til kunstnere, legeplads, byscene, forskellige siddepladser og meget mere. Alle konkrete forslag til omdannelsen ligger som en del af det udbudsmateriale, en kommende køber skal forholde sig til.

    Det forventes, at der kan være fundet en køber inden udgangen af 2023.

    Sidst opdateret: 5. oktober 2023