Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Bilfri søndag skal vise, hvad byen kan, når der bliver plads til vejfest og loppemarked i gaderne

Aarhus Kommune arrangerer bilfri søndag d. 27. august. Det bliver en dag med festlige gadearrangementer, debat om bilernes rolle i byen, en udstilling om 70’ernes bilfrie søndage og gratis kollektiv trafik.

21. aug. 2023
  • Læs op

Indhold

    Hvad kan Aarhus, når bilerne viger og giver plads til liv og glade dage på vejbanerne? Det undersøger Aarhus Kommune søndag d. 27. august, når der under Aarhus Festuge er bilfri søndag for første gang siden 70’ernes oliekrise. Dagen skal sætte fokus på den højaktuelle debat om bilernes rolle i byen og vise, hvad der sker, når biler bliver forment adgang til enkelte gader, så der bliver plads til både små og store arrangementer.

    "Der er rigtig mange meninger om, hvad bilerne må fylde i fremtidens Aarhus. Nogle mener, at byen og butikkerne er afhængige af, at man kan køre i bil til midtbyen, mens andre vil have bilerne helt ud, så der bliver mere plads til udeservering og hygge i gaderne. Faktum er, at bilerne tager plads, og at størstedelen af dem udleder en masse CO2. Det er er uforeneligt med ambitionen om, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030, og derfor kommer vi til at snakke meget bilernes plads i byen de kommende år", fortæller Trine Buus Karlsen, områdechef i Teknik og Miljø.

    Bilfri søndag består af fire dele, som alle finder sted søndag i Aarhus Festuge: En udstilling om de bilfrie søndage i 1970’erne, en debat om bilernes rolle i byen, gratis kollektiv trafik med de gule bybusser og letbanen samt en række initiativer under overskriften ’Gaden er din’, hvor aarhusianere over hele kommunen har kunnet søge om at få lov til at spærre en vej eller en gade af mod, at der bliver holdt et arrangement. Aarhus Kommune har bl.a. givet tilladelse til vejfester på Violvej i Risskov og på Holbergsgade i midtbyen, ligesom kollektivet Det Gule Hus har fået lov at lukke en del af Mejlgade, så der bliver plads til fællessang for dem, der har lyst.

    "Gadelukningerne og arrangementerne skal give os nogle erfaringer, vi kan bruge, når vi debatterer, hvordan vi indretter byer i fremtiden. Det er meget nyttigt at få prøvet nogle ting af, så vi får set, hvad der faktisk sker, når vi fjerner bilerne og lader aarhusianerne indtage gaderne med hygge, spil og samvær", tilføjer Trine Buus Karlsen.

    Udstillingen om 70’ernes bilfrie søndage, som er blevet til i samarbejde mellem Aarhus Stadsarkiv og Aarhus Kommune, kan opleves i Musikhusparken. På festuge-scenen Hvælvingen i Byparken kan interesserede mellem kl. 14.30 og 16.30 overvære arrangementet ’Biler i byen – Hvordan skal Aarhus se ud i fremtiden’, som består af en talk med Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Morten Skou Nicolaisen, afdelingsleder for Mobilitet ved Teknik og Miljø, og Maria Wass-Danielsen, seniorkonsulent hos Urban Creators samt en debat mellem Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg og Thure Hastrup, byrådsmedlem og initiativtager til bilfri søndag.

    Sidst opdateret: 5. september 2023