Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Sundhedsreform: Ny delingsaftale flytter medarbejdere og bygninger til regionen

En ny delingsaftale mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland betyder, at 149 kommunale medarbejdere pr. 1. januar skal være ansat i Region Midtjylland. Samtidig overtager regionen Vikærgården og bygningen, der i dag huser Rehabiliteringshøjskolen.

Indhold

    Aarhus Kommune og Region Midtjylland har indgået den delingsaftale, som følger af sundhedsreformen. Reformen betyder, at en række sundhedsfaglige opgaver flytter fra kommunerne til regionerne. Delingsaftalen fastlægger derfor, hvordan medarbejdere, bygninger og øvrige forhold fordeles mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland. 

    I alt overgår 149 kommunale medarbejdere til Region Midtjylland, når aftalen træder i kraft den 1. januar 2027. For de medarbejdere, der bliver berørt af overdragelsen, markerer aftalen begyndelsen på et nyt kapitel med en ny arbejdsgiver. 

    – Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle de medarbejdere, der bliver berørt af aftalen. Gennem mange år har de leveret en stærk faglig indsats og gjort en forskel for aarhusianerne hver eneste dag. Jeg ved samtidig, at det kan være en stor omvæltning at få ny arbejdsgiver, og derfor har jeg stor forståelse for, at nogle medarbejdere står med både spørgsmål og bekymringer i den kommende tid, siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin. 

    Sundhedsreformen medfører store ændringer i opgavefordelingen mellem kommuner og regioner. Delingsaftalen skaber klarhed om de medarbejdere, bygninger og øvrige forhold, der følger med de opgaver, som overgår til Region Midtjylland. 

    – Jeg er glad for, at vi nu har en aftale på plads, som skaber klare rammer for overdragelsen og giver et godt grundlag for det fortsatte samarbejde mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Det er vigtigt, at vi sikrer en god overgang for både medarbejdere og borgere, siger Metin Lindved Aydin.  

    I Region Midtjylland er forberedelserne til de opgaver, der overdrages 1. januar i fuld gang. Formand for regionsrådet Anders G. Christensen ser frem mod et sundhedsvæsen, hvor der er bedre rammer for sammenhængende behandlingsforløb.  

    - Alle hospitaler i regionen har nu fået afdelinger for borgernær sundhed, og forberedelserne er i gang, så vi kan give vores nye kolleger en god modtagelse og skabe de bedste rammer for det arbejde, vi i regionen fremover skal løfte sammen helt tæt på regionens borgere. Delingsaftalerne er et vigtigt skridt i processen, og vi har nu et grundlag at arbejde videre fra, siger han. 

    Vigtigere end nogensinde før 

    Aftalen betyder samtidig, at Region Midtjylland overtager både Vikærgården og bygningen, der i dag huser Rehabiliteringshøjskolen. Aarhus Kommune og Region Midtjylland forpligter sig samtidig til at udarbejde en fælles plan for den fremtidige kapacitet og udvikling på området i regi af Sundhedsråd Aarhus. 

    – Sundhedsreformen gør samarbejdet mellem kommune og region vigtigere end nogensinde før. Borgerne skal opleve sammenhængende forløb og stærke tilbud, uanset hvem der har ansvaret for den enkelte opgave. Derfor ser jeg frem til at fortsætte det tætte samarbejde med Region Midtjylland om at udvikle løsninger, der skaber værdi for borgerne, siger Metin Lindved Aydin. 

    Som følge af aftalen overgår bygningen, der i dag huser Rehabiliteringshøjskolen, til Region Midtjylland. Sundhed og Omsorg har derfor besluttet at lukke Rehabiliteringshøjskolen, når overdragelsen træder i kraft.  

    Fakta   

    • Delingsaftalen er en konsekvens af sundhedsreformen. Folketinget har besluttet, hvilke opgaver der skal flytte fra kommunerne til regionerne. Delingsaftalen fastlægger derfor, hvordan medarbejdere, bygninger og øvrige forhold fordeles mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland
    • I alt overgår 149 medarbejdere fra Aarhus Kommune til Region Midtjylland.
    • Region Midtjylland overtager de medarbejdere og bygninger, der er knyttet til de opgaver, som regionen får ansvaret for som følge af sundhedsreformen.
    • Delingsaftalen træder i kraft den 1. januar 2027. 
    Sidst opdateret: 25. juni 2026