Nyt partnerskab skal styrke sundhed og fællesskab blandt sårbare ældre
Ny samarbejdsaftale skal styrke trivsel og sundhed blandt sårbare ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og Muhabet Aarhus har indgået et nyt partnerskab, der skal styrke trivsel, sundhed og fællesskab blandt sårbare ældre og aldrende med flygtninge- og indvandrerbaggrund.
Partnerskabet skal gøre det lettere for målgruppen at finde vej til kommunens sundheds- og omsorgstilbud og samtidig skabe flere fællesskaber, der kan forebygge ensomhed og mindske ulighed i sundhed.
Hos rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin, vækker samarbejdet stor begejstring.
– Vi ved, at nogle ældre kan være svære at nå gennem de traditionelle tilbud. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder med organisationer, som har borgernes tillid og et indgående kendskab til deres hverdag. Muhabet gør allerede en stor forskel, og med det her partnerskab styrker vi vores fælles indsats for, at flere ældre får den støtte og de fællesskaber, der er med til at skabe et trygt, aktivt og værdigt ældreliv, siger han.
Han understreger samtidig, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle i fremtidens velfærd.
– Velfærd skabes ikke af kommunen alene. Den skabes også sammen med de stærke fællesskaber, som findes rundt omkring i byen. Derfor er vi optagede af at udvikle partnerskaber med organisationer, der kan noget andet, end vi selv kan, og som når mennesker, vi ellers risikerer at overse.
En bro til fællesskaber og kommunens tilbud
Partnerskabet tager udgangspunkt i Muhabets indsats Salam for Ældre, hvor sårbare ældre og aldrende tilbydes fællesskab, rådgivning og aktiviteter med fokus på trivsel og sundhed.
Samtidig skal samarbejdet styrke brobygningen til Sundhed og Omsorgs tilbud. Det gælder blandt andet forebyggelsestilbud, hjemmepleje, pårørendetilbud, aktiviteter i Folkehusene og andre relevante indsatser, som kan være med til at styrke den enkeltes livskvalitet.
Hos Muhabet glæder man sig over det nye partnerskab.
– Hver dag møder vi mennesker, som har brug for et sted, hvor de føler sig velkomne, og hvor de kan få hjælp til at finde vej til de muligheder og tilbud, der findes. Derfor betyder det rigtig meget, at samarbejdsaftalen gør det muligt for os at have en fast ugentlig åbningstid i Salam for Ældre. Det giver kontinuitet og et fast holdepunkt, hvor man kan komme for fællesskabet, få råd og vejledning eller hjælp til at finde videre til den rette støtte. Det er vi rigtig glade for, siger Pil Helena Grundahl, leder af Muhabet Aarhus.
Partnerskabet løber fra 1. august 2026 til udgangen af 2029. Sundhed og Omsorg støtter indsatsen med 99.999 kroner i 2026 og herefter 200.000 kroner årligt i perioden 2027-2029.
Fakta
- Partnerskabet løber fra 1. august 2026 til 31. december 2029.
- Målgruppen er sårbare ældre og aldrende med flygtninge- og indvandrerbaggrund, herunder borgere med psykisk eller social sårbarhed, ensomhed eller sproglige barrierer.
- Indsatsen tager udgangspunkt i Muhabets tilbud Salam for Ældre.
- Aktiviteterne omfatter blandt andet fællesskaber, rådgivning, motion, udflugter og brobygning til Sundhed og Omsorgs tilbud.
- Sundhed og Omsorg yder et tilskud på 99.999 kroner i 2026 og 200.000 kroner årligt i perioden 2027-2029.