Ny handleplan skal styrke Plejehjemmet Ankersgade 25-27
Efter kritik fra Arbejdstilsynet sætter Plejehjemmet Ankersgade 25-27 ind med nye arbejdsgange, styrket oplæring og større ledelsesmæssig tilstedeværelse, som skal være med til at skabe mere stabilitet, trivsel og tryghed for både medarbejdere og beboere.
Plejehjemmet Ankersgade 25-27 er lige nu i gang med en række tiltag efter Arbejdstilsynets påbud om uklare krav i arbejdet.
Arbejdstilsynet peger blandt andet på problemer med uklare arbejdsgange, manglende koordinering mellem vagtlag og utilstrækkelig oplæring af nye medarbejdere. Rapporten beskriver samtidig et arbejdsmiljø præget af højt arbejdspres og manglende overblik i en travl hverdag.
– Vi tager Arbejdstilsynets påbud meget alvorligt. Derfor handler vi også med det samme, og flere af initiativerne er allerede sat i gang, siger konstitueret plejehjemschef i Distrikt Midt Øst, Anette Sindberg.
Plejehjemmet har blandt andet indført nye arbejdsgange for overlevering mellem vagtlagene, øget den ledelsesmæssige tilstedeværelse og sat fokus på bedre introduktion og støtte til nye medarbejdere. Alle punkterne i rapporten har været gennemgået sammen med personalet, og der er nu lavet en arbejdsgruppe, hvor man sammen arbejder med forholdene. Samtidig bliver arbejdsgange og besøgsplaner gennemgået og opdateret løbende.
Derudover er nattevagten blevet opnormeret, og der arbejdes med trivselssamtaler, bedre rammer for pauser og mere faglig sparring i hverdagen.
– Det handler både om at skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og om at sikre den bedst mulige pleje og tryghed for beboerne. Derfor arbejder vi målrettet med både struktur, samarbejde og tydelighed i hverdagen, siger Anette Sindberg.
Plejehjemmet har i en periode haft en midlertidig forstander, som har delt sin tid mellem to plejehjem, og der er gjort et godt stykke arbejde, som har bragt plejehjemmet i den rigtige retning. Nu er der hentet en ny midlertidig forstander ind fra et andet plejehjem i Aarhus Kommune, som på fuldtid skal være med til at skabe kontinuitet og sikre ekstra fremdrift i arbejdet med forbedringerne.
– Det er vigtigt for os, at både medarbejdere, beboere og pårørende kan mærke, at der er en tydelig ledelse og retning. Vi ved godt, at det tager tid at skabe varige forandringer, men arbejdet er godt i gang, siger Anette Sindberg.
Arbejdstilsynet giver plejehjemmet frist til september 2026 til at efterkomme påbuddet.