Nu kommer længe ønsket udvidelse: Mere plads til fællesskab i naturen
Aarhus Byråd har netop besluttet at udvide Fristedet Skæring med en ny bygning og mindre ombygninger af hovedhuset. Udvidelsen betyder bedre plads til ophold og aktiviteter.
Aarhus Kommune vil udvide Fristedet Skæring med en ny bygning og mindre ombygninger af hovedhuset. Projektet koster 11,2 millioner kroner og skal give mere plads til ophold og aktiviteter. Udvidelsen skal samtidig gøre Fristedet mere tilgængeligt for de forskellige brugergrupper.
Fristedet ligger i naturskønne omgivelser ved Skæring og bruges af plejehjem, dagcentre, frivillige foreninger og patientforeninger, der skaber fællesskaber for ældre og sårbare borgere med alt fra madlavning og gåture til træning og samvær.
Og netop fordi stedet er så eftertragtet, har ønsket om at gøre det større været tydeligt, mener rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.
“Fristedet Skæring er et helt særligt sted, hvor ældre og sårbare borgere kan få et frirum med fællesskab, natur og aktiviteter, der styrker trivsel og livskvalitet. Med udvidelsen får vi både mere plads og bedre tilgængelighed, så flere kan bruge stedet på en tryg og god måde,” siger Metin Lindved Aydin.
Udvidelsen betyder, at der opføres en ny bygning på cirka 330 kvadratmeter. Den får otte værelser, der består af fire enkeltværelser og fire dobbeltværelser, så der kommer i alt 12 sengepladser. Alle værelser får eget handicapvenligt bad og toilet og indrettes lyst og hjemligt.
Derudover etableres et multirum til blandt andet træning, rehabilitering og kreative aktiviteter. Behovet for et multirum er kommet frem i dialogen med brugerne, så flere grupper kan være på stedet samtidig, og så der er gode muligheder indendørs, når vejret ikke er med.
Brugerne har været tæt på projektet fra start. Støtteforeningen for Fristedet Skæring, Ældrerådet, Handicaprådet og patientforeninger har bidraget med input gennem dialogmøder og brugerworkshops, blandt andet om behovet for mere plads og bedre tilgængelighed.
Det er Aarhus Ejendomme, der står for udvidelsen, og rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, fremhæver, at projektet både skal skabe bedre rammer og samtidig bevare den særlige stemning.
“Jeg glæder mig over, at den nye tilbygning giver endnu flere borgere mulighed for at finde ro og fordybelse i smukke og trygge rammer. Vi har i tæt samarbejde med borgerne arbejdet for at skabe løsninger, der giver mening i hverdagen for dem, der bruger stedet. Samtidig har vi et særligt fokus på bæredygtige materialevalg, som understøtter de eksisterende arkitektoniske værdier,” siger Nicolaj Bang.
Ud over nybyggeriet bliver der lavet mindre ombygninger i hovedhuset, blandt andet i ankomstområdet og ved et handicaptoilet for at forbedre tilgængeligheden. Samtidig tilpasses adgangs- og parkeringsforholdene omkring Fristedet.
De 11,2 millioner kroner er afsat i Budget 2025-2028. Byggeriet forventes at starte i begyndelsen af 2027, og udvidelsen vil stå klar til brug i 2028.
Fakta om udvidelsen
- Pris: 11,2 mio. kr.
- Ny bygning: ca. 330 m²
- Værelser: 8 værelser (4 enkelt + 4 dobbelt)
- Sengepladser: 12
- Faciliteter: handicapvenligt bad og toilet på alle værelser
- Nyt multirum: til træning, rehabilitering og kreative aktiviteter
- Ombygning: mindre ændringer i hovedhuset (ankomstområde og handicaptoilet)
- Ansvarlig: Aarhus Ejendomme står for udvidelsen
- Tidsplan: byggeriet forventes at starte op i starten af 2027 – forventes klar i starten af 2028
- Drift: ca. 105.700 kr. ekstra om året fra 2028 (finansieres af Sundhed og Omsorg)