Frivillig indsats skaber mere liv på plejehjem i Aarhus: “Det gør en stor forskel”
Vestervang 42 oplever stor tilgang af frivillige, som bidrager til mere nærvær og fællesskab. Nytårsaften var interessen så stor, at plejehjemmet sendte frivillige videre til naboplejehjemmet Vestervang 44. Rådmand Metin Lindved Aydin kalder frivillighed et vigtigt fokusområde i ældreplejen.
På Plejehjemmet Vestervang 42 i Aarhus spiller frivillige en stadig større rolle. Nytårsaften var opbakningen så stor, at plejehjemmet kunne sende flere frivillige videre til naboplejehjemmet Vestervang 44.
– Det er dejligt med den store opbakning fra frivillige. Alt, hvad der kan skabe mere liv i beboernes hverdag, er rigtig godt – særligt på en højtid som nytår, hvor mange - også pårørende til husets beboere - har travlt, men hvor højtiden betyder meget for dem, der bor på plejehjem, siger Jørn Gade, der er pårørende til en beboer på plejehjemmet.
En af de frivillige, som har valgt at bruge en del af sin fritid på Plejehjemmet Vestervang 42, er Caroline Flindt.
– Få timers nærvær og opmærksomhed kan gøre en stor forskel i beboernes hverdag og for mange blive et højdepunkt på dagen, siger hun.
Hun vælger at være frivillig for at bidrage med tid og omsorg.
– For mig handler det om at bruge et par timer om ugen på at give lidt ekstra tid, nærvær og omsorg, også selvom det “bare” er i små øjeblikke.
Caroline Flindt oplever, at frivillige fungerer som et supplement til personalet.
– Personalet er engageret og dedikeret, men de har også mange opgaver. Her giver det god mening, at frivillige kan træde til og fortsætte samtalerne og det sociale samvær, siger hun.
Stor interesse op til jul og nytår
Ifølge forstander Line Hardahl er interessen for at hjælpe til markant.
– Jeg søger flere steder efter frivillige til jul og nytår og har fået rigtig mange tilbud, fortæller hun.
Nytårsaften deltog 12 frivillige på Vestervang 42, primært studerende, men også et par pensionister. Derudover sendte plejehjemmet flere frivillige videre til naboplejehjemmet Vestervang 44.
– Vestervang 42 havde en af de bedste nytårsaftener nogensinde. En medarbejder, der arbejdede den aften, fortalte dagen efter, at hun aldrig havde oplevet en bedre nytårsaften, fordi alt spillede – fra den planlagte struktur og de frivilliges praktiske hjælp til beboerne, underholdningen, maden og stemningen.
Medarbejder Liv Lykke Nørby fortæller, at frivillige gør en mærkbar forskel.
– De frivillige gjorde en stor og mærkbar forskel for både beboere og personale. For mange betyder nytårsaften rigtig meget, og det havde enorm betydning, at der kom frivillige i alle aldre, som valgte at bruge aftenen sammen med dem, siger hun.
Hun fremhæver blandt andet, hvordan samværet mellem mandlige frivillige og mandlige beboere gav ro og tryghed.
– Der opstod gode samtaler og en rolig stemning, som beboerne tydeligt nød, fortæller hun.
Jørn Gade peger på, at frivillige kan gøre en afgørende forskel på dage, hvor nogle ellers kan føle sig alene.
– Alle glæder sig til højtiderne, men man kan også føle sig forladt eller glemt. Derfor er det skønt, at der er nogen, som kan holde beboerne med selskab, siger han.
Rådmand: Frivillige er et vigtigt fokusområde
Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Metin Lindved Aydin, fremhæver den indsats, frivillige yder.
– Jeg vil gerne sende en stor tak til de frivillige, der bruger deres tid og engagement på at skabe gode oplevelser for vores ældre borgere. Det gør en reel forskel i hverdagen på plejehjemmene, siger han.
– Frivillighed er et stort og vigtigt fokusområde for mig som rådmand. Når civilsamfund og kommune arbejder sammen, kan vi skabe mere fællesskab, nærvær og livskvalitet i ældreplejen, siger Metin Lindved Aydin.
Samarbejdet med frivillige er samtidig en del af intentionerne i den nye ældrelov, hvor kommunerne får et tydeligere ansvar for at inddrage civilsamfundet og styrke fællesskaber omkring ældre borgere.
Samarbejdet med frivillige fortsætter nu som en vigtig del af livet på Vestervang 42.
– Det handler om fællesskab, nærvær og om at gøre en forskel, også i det små, siger Caroline Flindt.
Også blandt de pårørende er der opbakning til, at frivillige spiller en større rolle i ældreplejen.
– Det giver rigtig god mening at have frivillige på plejehjem, fordi personalet ikke altid har tid nok til at fylde hele dagen ud med socialt samvær, især på særlige dage som jul og nytår. Samtidig tror og håber jeg, at de frivilliges besøg kan være med til at åbne øjnene for, at det at blive gammel og komme på plejehjem også kan blive opfattet som noget trygt og positivt. Jeg er rigtig glad for, at andre får indsigt i livet på et godt plejehjem som Vestervang 42, siger Jørn Gade.