Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Aarhus tester evakuering af plejehjem i krisesituation

Fredag den 23. januar gennemfører Aarhus Kommune en omfattende beredskabsøvelse, hvor plejehjemsbeboere evakueres som følge af strømsvigt. Øvelsen skal styrke beskyttelsen af ældre borgere i en krisesituation – og gør Aarhus til den første kommune i landet, der tester evakuering til særlige beredskabsplejehjem i praksis.

Indhold

    Ekstremt vejr, strømafbrydelser og pres på kritisk infrastruktur er ikke længere kun et teoretisk scenarie. Derfor gennemfører Aarhus Kommune fredag en stor beredskabsøvelse, hvor håndteringen af et længerevarende strømsvigt på flere plejehjem afprøves.


    Øvelsen gennemføres af Sundhed og Omsorg i samarbejde med Teknik og Miljø. Sundhed og Omsorg har ansvaret for beboerne og personalet på plejehjemmet, og Teknik og Miljø er bygningsansvarlig.


    Scenariet tager udgangspunkt i ekstremt vejr – storm, sne og oversvømmelse – som fører til strømafbrydelser i kommunen. Flere plejehjem mister strømmen og kan ikke opretholde normal drift. Som led i øvelsen evakueres plejehjemsbeboere fra Plejehjem Søholm i Viby J til beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov, der blandt andet er udstyret med nødgeneratorer. Øvelsen vil foregå med mennesker som figuranter, men plejehjemmenes beboere deltager ikke.


    “Plejehjemsbeboere er blandt de mest sårbare borgere, vi har. Derfor har vi i Aarhus Kommune et helt særligt ansvar for at være forberedte, hvis en krise rammer. Det her handler om sikre tryghed for de ældre og svageste aarhusianere,” siger Metin Lindved Aydin, rådmand for Sundhed og Omsorg.


    Tester beredskabet

    Formålet med øvelsen er at afprøve kommunens indsatsplaner for forsyningssvigt af strøm og vand i op til tre døgn. Det gælder både den praktiske evakuering, nøddrift på plejehjem og oprettelsen af et beredskabsplejehjem med tilstrækkelig bemanding og udstyr.


    I alt testes hele beredskabskæden fra aktivering af krisestaben i Sundhed og Omsorg til samarbejdet med støttefunktioner som Aarhus Ejendomme, Hjælpemiddelcentralen og kommunens samarbejde med Virksomhedsberedskab.


    “Vi kan ikke nøjes med planer i en skuffe. Når vi har ansvaret for nogle af samfundets mest sårbare borgere, skal vi også være sikre på, at vores beredskab virker i praksis. Derfor tester vi det nu,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.


    Aarhus Kommune er den første kommune i Danmark, der både har etableret særlige beredskabsplejehjem og gennemfører en fuldskalaøvelse, hvor evakuering og genhusning af plejehjemsbeboere afprøves i praksis.
    Øvelsen finder sted fredag den 23. januar kl. 9.00–14.00 på Plejehjem Søholm i Viby J og beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Risskov.


    Efter øvelsen vil erfaringerne blive samlet og brugt til at styrke beredskabet yderligere – med ambitionen om også at inspirere andre kommuner.

    Fakta om beredskabsøvelsen

    • Tid: Fredag den 23. januar 2026 kl. 09.00–14.00
    • Steder: Plejehjem Søholm og Vikærgården
    • Scenarie: Simuleret ekstremt vejr medfører strømsvigt og behov for evakuering
    • Formål: At teste håndtering af strømsvigt og evakuering af plejehjemsbeboere
    • Øvelsesform: Der øves med figuranter. Beboerne på Plejehjem Søholm deltager ikke i øvelsen
    Sidst opdateret: 22. januar 2026