Sammen om julen i Aarhus
For andet år i træk tilbyder Sundhed og Omsorg sammen med gode samarbejdspartnere ekstra juleaftensarrangementer og åbne folkehus-caféer i julen. Så kan alle, der ønsker det, få en god juleoplevelse.
“Jeg er enormt glad for, at vi sidste år lykkedes med at skabe et sted, hvor aarhusianere kunne samles og fejre julen. Det var muligt takket være ’Sammen om julen i Aarhus’, der blev til gennem et stærkt samarbejde med gode kolleger fra byrådet og vores samarbejdspartnere. Julen kan være en svær tid for dem, der savner fællesskab og nærvær – derfor er jeg glad for at folkehusene igen i år kan danne rammer for hyggelige julestunder for alle”, siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg.
Folkehusene alene har mere end 30 åbne arrangementer i juleeventkalenderen, ligesom Folkestedet, Ældre Sagen og mange andre aarhusianske foreninger inviterer til hyggelige julearrangementer.
”Jeg ved fra mit embede som præst, at juletiden kan opleves som ekstra ensom for mange, fordi man der bliver mindet om, at man måske ikke har en stor familie eller et stort netværk. Og der synes jeg, at vi har et ansvar som samfund, som kommune og som medmennesker. Derfor er jeg glad for, at det også i år er lykkedes at kunne tilbyde et måltid god mad, hygge og samvær i vores folkehuse,” siger byrådsmedlem (K) og medlem af Sundhed- og Omsorgsudvalget, Peter Sporleder
Fælles juleaften
I samarbejde med ‘Sammen om julen i Aarhus’ sørgede 20 frivillige sidste år for, at der blev inviteret til to ekstra juleaftensarrangementer i folkehusene. Det gav 80 gæster en særlig juleoplevelse med samtaler, sang, gaver og dans om juletræet den 24. december.
Succesen bliver gentaget i år, hvor mere end 20 frivillige igen står klar til at skabe en god juleaften for andre. De frivillige står for alt fra planlægning til afvikling og har lige nu invitationer ude til juleaftensarrangementer i Folkehuset Ankersgade, Folkehuset Vejlby og Folkehuset Trøjborg, der sammenlagt kan tilbyde julehygge til mere end 100 aarhusianere den 24. december.
Juleaftensarrangementerne har været vigtige for ‘Sammen om julen i Aarhus’, da det for mange kan være netop den 24. december, at ensomheden føles tungest.
Deltagerne til juleaftensarrangementerne kan f.eks. være:
- Nogen, der savner familie eller venner at dele aftenen med.
- En forælder, der er alene med sit barn eller sine børn.
- Nogen, der bor langt fra deres familie og derfor ikke kan holde jul med dem.
Folkehusene stiller lokaler og køkkener til rådighed og indkøber og tilbereder julemaden. Sundhed og Omsorg bidrager med økonomisk hjælp til afvikling af arrangementerne. Samarbejdspartnerne i ’Sammen om julen i Aarhus’ bidrager bl.a. til rekruttering og koordineringen af frivillige, gaver i form af donationer og annoncering af arrangementer.
“De tre juleaftensarrangementer sidste år, er et godt eksempel på, hvad vi kan, når vi går sammen. Det er oplagt, at vi i år gentager succesen. At vi igen i år kan skabe tre skønne juleaftner for andre, er helt fantastisk,” siger Lars Bundgaard, næstformand i Røde Kors Aarhus.
Hvis man ønsker at fejre jul i fællesskab, byder flere aarhusianske folkekirker, KlostergadeCentret og Café Parasollen også indenfor i varmen til en hyggelig juleaften.
Aarhus.dk/jul
Information om juleaftensarrangementerne og alle de andre tilbud, er også i år samlet på indgangen aarhus.dk/jul, hvor man kan finde frem til de mange muligheder for fællesskaber, oplevelser og støtte i julen.
Den henviser videre til blandt andet Socialkompas Aarhus, folkekirkerne og folkehusene, så man kan finde juleaftensarrangementer, julehjælp, julevenner, julesang, åbne folkehus-caféer i juledagene og meget mere.
Fakta
’Sammen om julen i Aarhus’ er et samarbejde mellem Folkekirken i Aarhus, Ældre Sagen, Røde Kors, Frivilligcenter Aarhus, ReThinker og Sundhed og Omsorg.
Kontakt
- Cecilie Winding, pressechef i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, mobil 2335 1920, e-mail wice@aarhus.dk