Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Rådmand: Vi har landets bedste mulighed for at lykkes med sundhedsreformen

Kommentar fra rådmand Christian Budde, Aarhus Kommune, til aftalen om ny sundhedsreform.

Indhold

    Regeringen og aftalepartierne; Danmarksdemokraterne, SF, Konservative og Radikale Venstre har i dag præsenteret en reform af sundhedsvæsenet, der vil føre til en stor omlægning af vores sundhedsvæsen. 

    Regionerne kommer blandt andet til at tilbyde borgerne behandling i eget hjem via de såkaldte hjemmebehandlingsteams. Her har Aarhus Kommune gennem mange år haft et godt samarbejde med Aarhus Universitetshospital og de praktiserende læger i byen. Det samarbejde ser rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune frem til at fortsætte og videreudvikle. 

    ”Sundhedsreformen giver os nu musklerne og opbakningen til at tage næste skridt i vores samarbejde med hospitaler og praktiserende læger. Med reformen bliver forebyggelsen delt i to; den patientrettede forebyggelse flyttes fra kommunerne til sundhedsrådene, og den borgerrettede forebyggelse forbliver i kommunerne. I Aarhus har vi igennem årene opbygget gode tilbud og har via samarbejde med civilsamfund, foreninger og andre aktører fået rykket de forebyggende tilbud endnu tættere på borgerne. Derfor er det vigtigt, at vi ser forebyggelsesindsatsen samlet, hvis vi skal komme uligheden i sundhed til livs,” lyder det fra Christian Budde.

    Han understreger, at kommuners indsater med at gennemfør store investeringer i det nære sundhedsvæsen fx med nye sundhedshuse, ikke det bør ikke gå i stå med reformen:  

    ”Det er vigtigt, at vi ikke glemmer formålet med den her reform: At styrke det nære sundhedsvæsen, give de mange danskere med en kronisk sygdom en bedre hjælp og at flytte opgaver ud fra sygehusene. Så nu handler det om at leve op til de ambitioner og løfte dem i fællesskab i de nye sundhedsråd. Der er mange spændende opgaver i de kommende sundhedsråd, herunder at udvikle det nære sundhedsvæsen. Derfor vil jeg gøre mit til, at blandt andet flytningen af akutsygeplejen ikke ender med endnu mere centralisering”.

    Christian Budde er tilfreds med at reformen blandt andet sikrer en bedre lægedækning i hele landet og bedre deling af data, så borgere og medarbejdere får lettere adgang til relevante sundhedsoplysninger. Rådmanden havde gerne set, at kommunerne alene havde beholdt ansvaret for akutsygeplejen og de midlertidige sengepladser, hvor man oftest finder ældre patienter. 

    ”Akutsygeplejen er en vigtig del af den kommunale sygepleje i forhold til sparring og kompetencedeling. Region og kommuner har fortsat en vigtig opgave i at samarbejde, så borgerne oplever sammenhængende forløb, eksempelvis når borgerne skal tilbage til eget hjem efter et ophold på den midlertidige sengeplads. Vi har allerede gode erfaringer med vores akutteam og samarbejdet, så jeg regner helt bestemt med, at regionen i sundhedsrådet rækker ud og er klar til at videreføre og forstærke nogle af de gode ordninger, vi allerede har etableret” siger rådmand Christian Budde, der også er positiv over, at kommunen får flere pladser i sundhedsrådet og en stærkere kommunal stemme. 

    Fakta 

    Kontakt

    • Cecilie Winding, pressechef Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune, mobil 2335 1920. Mail: wice@aarhus.dk
    Sidst opdateret: 15. november 2024