Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Politisk flertal indfører nikotinfri arbejdstid

Den lokale rygepolitik i Aarhus Kommune er ikke længere tidssvarende, mener byrådsflertal. Fremover vil der være tale om tobaks- og nikotinpolitik, der skal sigte mod at minimere børns og unges eksponering for skadelige nikotinprodukter.

  • Læs op

Indhold

    I praksis betyder den reviderede politik, at medarbejdere i Aarhus Kommune fra den 1. maj 2024 ikke længere må anvende eksempelvis nikotinposer eller tyggetobak i arbejdstiden.

    ”Vi har de sidste år set, at nye tobaks- og nikotinprodukter har fået alt for godt fat i aarhusianerne. Og det er ikke uden konsekvenser. Nikotin udgør en alvorlig sundhedsrisiko – særligt for vores børn og unges hjerner, og det øger risikoen for at udvikle bl.a. stress, angst, depression. Vi har på mange måder fået et nyt folkesundhedsproblem, som vi er nødt til at reagere på. Aarhus Kommune har et stort ansvar for at gå forrest og signalere, at nikotinprodukter, på lige fod med cigaretter, ikke er en del af kulturen som ansat i Aarhus Kommune,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde.

    Kommunale arrangementer uden nikotin

    Ønsket om fravær af nikotin vil med beslutningen også omfatte kommunalt støttede arrangementer.

    ”Som sundhedsrådmand vil jeg gerne sende et signal om, at den her udvikling kræver en kulturændring. Vi er nødt til at starte hos os selv i Aarhus Kommune, og som ansat er man også en rollemodel, der skal tage bestik af, hvilke rammer og hvilke mennesker man omgiver sig med og har ansvar for,” lyder det fra Christian Budde.

    Der vil ikke være en kontrol af medarbejdernes brug af røgfrie nikotinprodukter, men der vil være klare retningslinjer og støtte til rådighed, herunder gratis ryge- og nikotinstopkurser ved Folkesundhed Aarhus.

    Med denne ambitiøse beslutning følger Aarhus Kommune i fodsporene på Odense Kommune, der allerede har implementeret en lignende tobaks- og nikotinpolitik.

    Fakta

    • Forslaget om nikotinfri arbejdstid og arealer er stillet af Venstre, Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre og blev derudover støttet af Socialdemokratiet, Enhedslisten og Thure Hastrup (uden for partierne) ved Byrådets behandling 20. marts 2024.
    • Forslaget træder i kraft fra 1. maj 2024.
    Sidst opdateret: 22. marts 2024