Gå til hovedindhold
Sundhed og Omsorg

Fokus på samarbejde med pårørende giver flotte resultater

En undersøgelse af pårørendes oplevelser med pleje og omsorg på de aarhusianske plejehjem viser en markant fremgang i tilfredsheden med samarbejdet og de pårørendes oplevelse af inddragelse. Fremgangen kan blandt andet tilskrives etableringen af Center for Pårørendesamarbejde, som åbnede i marts 2023.

  • Læs op

Indhold

    ”Det glæder mig, at det fokus, vi har på samarbejdet med de pårørende, giver så tydelige resultater på plejehjemmene.  Vi ved, at de fleste pårørende gerne vil bidrage til deres kæres liv. Samtidig kan det være svært at finde ud af, hvordan man kan blive ved med at være aktiv i hinandens liv, når ens nærmeste flytter ind på plejehjem. Det skal vi være gode til at tale om - sammen med de pårørende,” siger rådmand Christian Budde.

    Og ifølge den seneste undersøgelse blandt pårørende til beboere på plejehjem har arbejdet givet resultat. Således er der en markant fremgang i de pårørendes tilfredshed med samarbejdet, og 9 ud af 10 af de pårørende angiver, at samarbejdet omkring indflytningen har været godt eller meget godt. I 2021 var det samme gældende for 8 ud af 10. 

    Center for Pårørendesamarbejde er etableret netop med det formål at styrke fokus på samarbejdet mellem pårørende og personalet i Sundhed og Omsorg, herunder gode arbejdsgange, viden og de rette kompetencer.  Ligesom centeret har fokus på, at pårørende får den rette støtte. Derfor tilbyder centeret blandt andet støttende samtaler til pårørende og til ledere, der har brug for sparring. Derudover har forstandere og medarbejdere på plejehjemmene fået både kompetenceudvikling og et nyt redskab til samtaler med beboere og pårørende. 

    “I undersøgelsen kan vi se, at vi har forbedret oplevelsen af indflytning på plejehjem. Det nye samtaleredskab har sammen med en forbedret arbejdsgang gjort det nemmere at komme omkring det hele sammen med beboer og pårørende, når en ny beboer flytter ind. Når vi får talt om den viden, de behov og de muligheder, som pårørende har, bliver opgaven som pårørende i mange tilfælde lettere at bære, og vi kan nemmere samarbejde om at skabe det bedste liv for beboeren. Stor ros til forstandere og medarbejdere for, at de i højere grad lykkes med det,” siger rådmanden.

    Formand i Ældre Sagen Aarhus, Torben Dreier fremhæver, hvor vigtigt det er at have fokus på de pårørendes rolle i beboernes liv på plejehjemmene: 

    ”Pårørende spiller en helt central rolle i at få skabt et godt liv for den ældre på plejehjemmet. Den rolle kan være uklar og tung at bære for den pårørende, og vi ser desværre, at mange pårørende bliver slidte og ramt på livskvaliteten. I Ældre Sagen støtter vi derfor Sundhed og Omsorgs fokus på inddragelse af de pårørende, og det er godt at se, at det gør en forskel.” 

    Langt de fleste pårørende er altså tilfredse med samarbejdet med plejehjemmene, men der er også negative oplevelser. Rådmand Christian Budde understreger vigtigheden af at lytte til både de gode og dårlige oplevelser: 

    ”Det er glædeligt, at så mange oplever samarbejdet med plejehjemmene positivt. Vi ved også, at der sker fejl og misforståelser i samarbejdet, som vi skal lære af. Derfor er det vigtigt for mig, at vi i Sundhed og Omsorg og Center for Pårørendesamarbejde sørger for at samle op på både de gode og dårlige oplevelser, blandt andet fra de kommentarer pårørende har skrevet i undersøgelsen,” siger rådmanden.

    Læs mere om Center for Pårørendesamarbejde på cps.aarhus.dk  

    Se Sundhed og Omsorgs tilfredshedsundersøgelser

    Kontakt 

    • Christian Budde, rådmand Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, mobil: 6165 0943 - mail: christian.budde@aarhus.dk
    • Cecilie Winding, presseansvarlig Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, mobil: 2335 1920 - mail: wice@aarhus.dk