Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Nyt plejehjem til socialt udsatte borgere i Aarhus

Aarhus Kommune har taget et vigtigt skridt i arbejdet for at forbedre levevilkårene for socialt udsatte borgere. Byrådet har godkendt etableringen af et nyt plejehjem ved Tre Ege i Brabrand, som vil tilbyde specialiseret pleje og støtte til udsatte borgere med komplekse pleje- og støttebehov. Plejehjemmet forventes at stå færdigt i 2026 og tanken er, at plejehjemmet vil blive drevet i samarbejde med Kirkens Korshær og Røde Kors.

  • Læs op

Indhold

    Plejehjemmet vil bestå af 12 boliger. Formålet er at skabe en stabil og tryg hverdag for en gruppe borgere, der ofte står uden for de ordinære pleje- og botilbud på grund af et omfattende pleje- og støttebehov kombineret med udfordringer som eksempelvis stofmisbrug og psykiske lidelser.

    ”Det er ikke let at flytte på et plejehjem, og har du dertil udfordringer med misbrug, så det endnu sværere at passe ind på et almindeligt plejehjem. Derfor ser jeg frem til at følge opførelsen af et nyt specialiseret plejehjem, som jeg er overbevist om vil gøre en betydelig forskel for en udsat gruppe borgere, der i dag ikke har tilstrækkelige tilbud,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde. 

    To ud af de tolv boliger vil være afklaringspladser. Afklaringspladserne skal hjælpe udsatte borgere med at få afklaret deres fremtidige pleje, støtte og boligbehov inden de eventuelt flyttes til permanente boliger. 

    ”Aarhus har længe haft behov for et plejehjem, der kan omfavne nogle af vores mest udsatte og sårbare borgere. Et sted, der udgør et værdigt sidste hjem for en gruppe beboere med et helt særligt plejebehov. Derfor kan jeg næsten ikke vente med at tage det første spadestik,” lyder det fra rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Anders Winnerskjold. 

    Med den politiske opbakning fra byrådet kan de næste skridt nu tages og Aarhus Kommune og Røde Kors og Kirkens Korshær vil nu drøfte de nærmere samarbejdsvilkår om etablering og driften af plejehjemmet. 

    ”Vi ved af erfaring, at denne gruppe borgere har behov for en særlig type støtte og for at kunne give den, kræver det nogle gode og trygge rammer, som er gearet til de hele mennesker med alt det liv, de kommer med. Et sted, som kan sikre dem en værdig sidste tid,” siger chef for Sektionen for Særligt Udsatte Voksne i Røde Kors, Lise Lind.

    Kirkens Korshær glæder sig over samarbejdet med alle parter, lyder det fra Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær:

    ”Ligesom resten af den danske befolkning bliver mennesker i udsathed ældre. Desværre mangler der tilbud til den voksende gruppe. Det betyder, at det langt fra er alle ældre i udsathed, der i dag får en værdig alderdom med den pleje og sociale faglighed, de har behov for. Derfor glæder det mig enormt meget, at vi nu kan sikre et specialiseret tilbud for udsatte ældre i Aarhus Kommune. Det kommer til at skabe værdighed for nogle af samfundets absolut mest udsatte mennesker.”

    Plejehjemmet bliver placeret i tilknytning til det eksisterende forsorgstilbud Tre Ege i Brabrand, hvilket vil give mulighed for samdrift og udnyttelse af eksisterende ressourcer. Med denne placering skabes der et helhedsorienteret tilbud, der kan imødekomme borgernes komplekse behov i et trygt miljø.

    Fakta   

    • Magistratsafdelingerne Sociale Forhold og Beskæftigelse & Sundhed og Omsorg har udarbejdet en model for etablering og drift af det nye plejehjem for udsatte borgere i samarbejde med Kirkens Korshær og Røde Kors. 
    • Driften af de 12 pladser forventes at koste 11,1 mio. kr. pr. år. Byrådet har bevilget 7,5 mio. kr., mens Sociale Forhold og Beskæftigelse og Sundhed og Omsorg selv finansierer det resterende beløb på 3,6 mio. kr.
    • Projektet har fået en samlet anlægsbevilling på 29,9 millioner kroner, som dækker både opførelsen af boligerne og de nødvendige servicearealer. En del af finansieringen sker via lån hos Kommunekredit, mens de resterende midler er afsat fra Aarhus Kommunes budget.
    • Størstedelen af målgruppen for det nye plejehjem har i dag et tilbud om støtte eller pleje, som ofte ikke dækker deres samlede behov for pleje og socialfaglig støtte. Med plejehjemspladser til borgerne vil Aarhus Kommune i højere grad kunne imødekomme målgruppens samlede behov.

    Kontakt

    Cecilie Winding, pressechef i Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune, mobil 2335 1920. Mail: wice@aarhus.dk

    Sidst opdateret: 15. august 2024