Aarhus Kommunes nye Nødkaldscentral er live
Aarhus Kommune styrker trygheden for ældre borgere med ny Nødkaldscentral.
Aarhus Kommune lancerer den 1. oktober 2024 en ny Nødkaldscentral, der skal sikre endnu hurtigere og kvalificeret hjælp til borgere, der har brug for øjeblikkelig assistance. Den nye central bliver bemandet med sundhedsfaglige medarbejdere, som vil håndtere nødkald og opkald til Døgnplejetelefonen fra hele kommunen.
"Med Nødkaldscentralen styrker vi den sikkerhed og tryghed, som ældre borgere har brug for i deres hverdag. Vores medarbejdere vil hurtigt kunne vurdere borgernes behov og sikre, at hjælpen kommer frem på den mest effektive måde," siger Christian Budde rådmand i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Nødkaldscentralen besvarer opkald til Døgntelefonen hele weekenden og alle hverdage fra kl. 15-8, mens det i dagtimerne er hjemmeplejens telefon og Sundhed og Omsorgslinjen, der tager røret. Det sikrer en sammenhængende og effektiv service, når de ældre har brug for hjælp.
Øget nærvær og færre afbrydelser for medarbejderne
Den nye Nødkaldscentral er en del af Aarhus Kommunes e-Team, som allerede i dag leverer virtuelle besøg til borgere. Med centraliseringen af nødkaldene kan de fleste opkald nu løses centralt, hvilket skaber større arbejdsro for de udekørende medarbejdere. Det giver dem mulighed for at fokusere fuldt ud på borgernes behov, uden at de bliver afbrudt af nødkaldstelefonen.
"Vi har glædet os utrolig meget til at få Nødkaldscentralen op at køre. Det vil give vores medarbejdere mere ro i deres arbejde og sikre, at borgerne får den bedst mulige hjælp, uden at der er unødvendige afbrydelser," siger Ida Bjørn Nielsen, leder af hjemmeplejen i Aarhus Kommune.
Fremtidens nødkald og sundhedsteknologi
Med Nødkaldscentralen tager Aarhus Kommune ikke blot et stort skridt mod øget tryghed for borgerne. Organiseringen af Nødkaldsbesvarelsen under e-Teamet betyder også, at kommunen styrker platformen for fremtidens sundhedsteknologi.
På sigt vil nødkaldscentralen også kunne håndtere alarmer fra medicinske teknologier, så borgere, der får leveret deres ydelse til medicin via en medicinteknologi, får hjælp af de samme sundhedsfaglige medarbejdere, som håndterer nødkald. Det kan f.eks. være, hvis Fru Larsen glemmer at tage sin medicin kl. 12, så vil medicinteknologien sende en alarm med besked til nødkaldscentralen, og hun vil få en opringning med hjælp til at huske sin medicin. Det øger borgersikkerheden, så den rette borger får rette medicin på rette tidspunkt.
Fakta om Nødkaldscentralen:
- Nødkaldscentralen går i luften den 1. oktober 2024.
- Den vil være bemandet med sundhedsfaglige medarbejdere og er en del af e-Teamet, der også står for virtuelle besøg.
- Alle nødkald fra Distrikt Syd vil blive besvaret centralt fra denne dato.
- Distrikt Nord og Distrikt Midt forventes at være en del af ordningen i starten af 2025.
- Nødkaldscentralen vil besvare Døgnplejetelefonen hele døgnet med adgang til borgerens journal for hurtigt overblik over borgernes behov.
Kontakt:
Cecilie Winding, pressechef i Sundhed og Omsorg, tlf. 30893119, wice@aarhus.dk
Monica Ekström, ergoterapeut og projektleder i Sundhed og Omsorg, tlf. 29207941, mopek@aarhus.dk