Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Aarhus Spiser Sammen – og kårer Aarhus’ bedste fællesmåltid

Alle aarhusianerne er inviteret til at spise sammen de næste fire uger på de aarhusianske folkehuse – og til at kåre Aarhus’ bedste fællesmåltid.

3. maj 2023

Indhold

    - Mad og måltider er ikke kun til glæde for ganen, men også til gavn for vores fysiske og mentale velvære, siger sundhedsrådmand Christian Budde om baggrunden for sit initiativ.

    De fire uger med Aarhus Spiser Sammen følger lige efter den nationale Danmark Spiser Sammen i uge 17, som havde mottoet ”Spis fællesskabet i gang”.

    - Jo mere fællesskab, vi kan skabe, jo mindre er risikoen for at nogen kommer til at føle sig ensom, og ensomhed er desværre et stigende problem i Danmark på tværs af alder og samfundslag. Derfor har Byrådet enstemmigt vedtaget en ensomhedsstrategi, og derfor har vi nu lanceret Aarhus Spiser Sammen. 

     

    Fællesspisning i folkehusene

    Aarhusianerne kan komme til fællesspisning i et af de mange folkehuse, hvor fire aarhusianske organisationer har lavet hver deres bud på et godt fællesmåltid.

    Det er Livsværkstederne i Gellerup, Den Grønne Ungdomsbevægelse, ÆldreSagens hold for italiensk mandemad og Aarhus Tech – Skolen for trends og gastronomi, der bidrager til Aarhus Kommunes projekt.

     

    Konkurrence om en middag for 10

    Opskrifterne publiceres løbende på hjemmesiden spis.aarhus.dk, hvor man også kan se hvornår de forskellige folkehuse serverer fællesretten.

    De fire måltider dyster om at blive kåret til Aarhus’ bedste fællesmåltid, og alle der spiser med, kan stemme i folkehusene. Blandt alle deltagere, der stemmer, bliver der trukket lod om en middag for 10 personer i et valgfrit folkehus. 

    Hvilken ret, der bliver Aarhus’ bedste fællesmåltid afsløres på Folkestedet Ankersgade 30. maj 2023, når stemmerne er talt op.

    Man kan også selv arrangere en fællesspisning derhjemme i familien, opgangen eller på villavejen – og efterfølgende stemme på hjemmesiden.

    Priserne for måltidet i folkehusene kan variere efter hvilket arrangement, det enkelte folkehus laver, men vil typisk være på 52 kr. for dagens varme ret.

     

    Info og pressekontakt

    Hjemmeside: spis.aarhus.dk

    Presseansvarlig, Sundhed og Omsorg: 23 35 19 20 (modtager ikke sms) eller mail kommunikation@mso.aarhus.dk.

     

    De fire retter

    • Uge 18 Livsværkstederne i Gellerup serverer ”Linsesuppe med havregrynsboller”
    • Uge 19 Den Grønne Ungdomsbevægelse i Aarhus serverer ”Den grønne ungdomsbolognese”
    • Uge 20 ÆldreSagens hold for italiensk mandemad serverer ”Spaghetti alla puttanesca”
    • Uge 21 Aarhus Tech - Skolen for trends og gastronomi serverer ”Veganske pulled pork-pandekager”