Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Ukrainehus i Aarhus forlænges 

Et år efter Ruslands invasion af Ukraine hærger krigen stadig, og fordrevne ukrainere kommer fortsat til Danmark. Derfor forlænges aftalen om at benytte Ukrainehuset i Carl Blochs Gade 30 som samlingssted for fordrevne ukrainere med tilbud om støtte, vejledning og mulighed for at mødes med ligestillede.

Samtidig markeres 1 års dagen for den russiske invasion fredag 24.2.

23. feb. 2023
  • Læs op

Indhold

    Da ukrainske fordrevne begyndte at komme til Danmark efter krigens udbrud den 24. februar 2022, startede Frivilligcenter Aarhus sammen med lokale foreninger et nødhjælpstilbud om frokost og samvær for ukrainske flygtninge. Efterspørgslen var så stor, at Sundhed og Omsorg besluttere at stille Folkehuset Carl Blochs Gade til rådighed som særligt Ukrainehus.

    Aftalen om at benytte huset udløber 31. maj i år, men nu har rådmand Christian Budde besluttet at forlænge perioden frem til 31. maj 2024. 

    ”Jeg er glad for, at vi kan fortsætte tilbuddet om et samlingssted for ukrainske fordrevne. Det er et lille, men meget vigtigt bidrag i denne sørgelige situation, hvor krigen stadig driver ukrainere til Danmark og til Aarhus. Det betyder meget at have et sted, hvor man kan mødes og dele sorger og glæder og i det hele taget få hjælp til at finde sig til rette i en svær situation.” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg. 

    Rådgivning, sprogcafé, skole og aktiviteter  

    I Ukrainehuset har ukrainerne mulighed for at få en hverdag med faste aktiviteter og blive introduceret til tilbud om støtte og fællesskab. Huset rummer bl.a. hverdagsrådgivning, dansk og engelsk sprogcafé, seniorcafé, kreativt værksted, ukrainsk skoleundervisning og søndagsklub.

    Der er alt fra børneklub til seniorklub, og der er arrangementer som julefest og påskefrokost på tværs af ukrainere og danskere. Huset er et samlingssted, som alle ukrainere i Aarhus kender. Der er både plads til at dele det, der er svært, og til at grine sammen og for en stund glemme det, der foregår derhjemme,” fortæller Vasyl Gedz, formand for den ukrainske forening Lastivka Aarhus, der er samarbejdspartner i huset.

    Dansk Flygtningehjælp, der også er samarbejdspartner i huset, står for hverdagsrådgivning, engelsk og dansk sprog café samt seniorcafé.

    ”Vi sætter stor pris på at være en del af dette tværsektorielle samarbejde til gavn for nyankomne flygtninge i Aarhus Kommune. Huset her et et godt springbræt ud til andre eksisterende lokale fællesskaber, og vi sætter stor pris på, at kommunen stiller huset til rådighed for vores frivillige og aktiviteter. Uden disse rammer havde det være meget udfordrende at gribe den store opgave, der har fulgt med modtagelsen,” fortæller Nanna Leth Gjern, formand fra Dansk Flygtningehjælp, Aarhus.

    Unikt samarbejde mellem kommune og civilsamfund 
    Sammen med Dansk Røde Kors er Dansk Flygtningehjælp nogle af husets primære samarbejdspartnere. De fortæller, at det tætte samarbejde mellem Aarhus Kommune, Frivilligcentret og de lokale foreninger er ret unikt.

    At Aarhus Kommune og det lokale foreningsliv går så stærkt sammen og koordinerer en fælles indsats med supplerende tilbud, er ret unikt. Det er noget, vi er meget optagede af i Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors, og som vi på tværs af vores foreninger har arbejdet med siden den store flygtningestrøm i 2015. Når vi rykker sammen, lykkes vi i langt højere grad med at skabe meningsfulde tilbud ud fra de lokale flygtninges behov, og vi tilbyder en simpel og samlet indgang, som har stor betydning for, at flygtningene kan overskue, hvor de kan gå hen for at få hjælp.” Lars Bundgaard, formand Røde Kors Aarhus

    Lyset vinder over mørket: Årsdagen for invasionen af Ukraine markeres fredag den 24. februar:

    Program

    Kl.16.00 Rådhuset, hvor der vil være en dansk/ukrainsk koncert.

    Kl. 17.00 Herefter går man videre til Jomfru Maria kirke, Ryesgade 26, hvor der vil være en bøn for Ukraine ledet af præst Vasil Bagley

    Kl. 18.00 Samles man på Lilletorv v. Magasin og tænder lys

    Kl. 19.00 Fællesspisning i Ukrainehuset, Folkehuset Carl Blochs Gade 30

    Pressen er velkommen

    Fakta: Pr. 12. februar 2023 var der 1.813 ukrainere med opholdstilladelse efter særloven og med boliganvisning i Aarhus 

    Ukrainehuset i Folkehuset Carl Blochs Gade drives med en styregruppemodel bestående af Røde Kors Aarhus, Dansk Flygtningehjælp Aarhus, Frivilligcenter Aarhus og Folkekirken i Aarhus. Driften varetages af Sundhed og Omsorg, der også har ledelsen af koordinatorerne.

    Kontakt:

    Christian Budde, rådmand Sundhed og Omsorg, 8940 6501

    Helle Erenbjerg, pressekonsulent, 23 26 35 44