Ambitiøst partnerskab skal løfte børn og unges trivsel
I for mange år er det gået den forkerte vej med børn og unges mentale sundhed og trivsel. Det vil Aarhus Kommune og Børns Vilkår nu ændre på med et ambitiøst treårigt partnerskab. Det første år er fokus på børn og unges digitale liv.
Mental sundhed, fællesskaber, digital dannelse og større børne- og ungeinddragelse er centrale nøgleord i et nyt treårigt partnerskab mellem Aarhus Kommune og Børns Vilkår, som blandt andet vil skrue op for tilbud, der skal gøre det lettere for børn og unge at få den nødvendige hjælp, så de kan have det godt både mentalt, socialt og fysisk.
Det første år vil partnerskabet have fokus på børn og unges digitale liv, hvor nye initiativer og tiltag skal give børn og unge bedre forudsætninger for at drage nytte af de positive muligheder, som følger med digitaliseringen, og som samtidig forebygger ubehagelige og skadelige oplevelser.
Bag partnerskabet står fire rådmænd i Aarhus Kommune og Børns Vilkår, som er enige om, at børns og unges trivsel er et fælles ansvar, der kun kan løftes i fællesskab.
Ambitionen er blandt andet at sikre, at flere børn, unge og forældre får nem og gratis adgang til anonym og børne- og ungefaglig rådgivning via eksisterende tilbud. På længere sigt er det også målet at udvikle mere specifikke indsatser for afgrænsede målgrupper som unge i mistrivsel fx i overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse samt børn og unge som pårørende fx ved psykisk sygdom og skilsmisser.
”Børn og unges mistrivsel er en kompleks udfordring, som kræver nytænkende løsninger. Det er et fælles ansvar, vi nu løfter i Aarhus sammen med Børns Vilkår. For vi kan så meget mere, når vi går sammen med dem, der har ekspertisen. Men lige så vigtigt, så skal vi samarbejde med børnene og de unge selv, der hvor de færdes i hverdagen, og lade deres kreative idéer være afsættet for vores videre arbejde,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
”Blandt andet takket være Børnetelefonen, har Børns Vilkår solid viden og et stort kendskab til, hvordan landets børn og unge faktisk går og har det. Det er utrolig værdifuldt, og derfor er jeg rigtig glad for, at Aarhus Kommune og Børns Vilkår nu kan drage endnu mere nytte af hinanden i arbejdet for, at børn og unge i Aarhus Kommune har gode vilkår for udvikling og trivsel,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge.
“Mistrivsel kan have mange forskellige årsager og udtryk, og derfor er det helt afgørende med større viden og fælles handling, hvis vi skal hjælpe børn og unge hurtigere og bedre end i dag. I fællesskab kan vi rykke endnu tættere på de aarhusianske familier, klæde dem bedre på til at hjælpe barnet og sætte ind med den rette støtte, allerede når mistrivslen viser sine første spæde tegn,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
”Jeg er rigtig glad for partnerskabet med Børns Vilkår. Problemet med mistrivsel blandt børn og unge har været stigende i flere år, og under nedlukningen, var vi alle nødt til at mødes digitalt. Derfor står vi nu med et behov for mere digital dannelse og tilbud om sunde, virtuelle fællesskaber til vores børn og unge,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
“Vi bliver tit spurgt om, hvad løsningen på den udbredte mistrivsel blandt børn og unge er. Men svaret er, at der ikke findes én løsning - der er behov for flere indsatser. Derfor er det også afgørende, at relevante aktører samarbejder på tværs. Partnerskabet mellem Børns Vilkår og Aarhus Kommune er et lovende eksempel på et samarbejde, der vil og kan rykke noget på den her dagsorden,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Kontakt
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, tlf. 89 40 65 00
Presseansvarlig i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Helle Erenbjerg, tlf. 23 26 35 44
Pressechef i Børns Vilkår, Julie Troldborg, tlf. 29 80 18 45