Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Ældreplejen i Aarhus er bedre end du tror

Plejehjemsbeboere, deres pårørende og hjemmepleje-modtagere er langt mere tilfredse end aarhusianerne går og tror, viser ny tilfredshedsmåling.

Indhold

    Når man spørger et repræsentativt udsnit af aarhusianerne om hvor mange, de tror, er tilfredse med den hjemmepleje, de får, eller med at være beboer på et aarhusiansk plejehjem, så er svaret 58 procent. 

    Men når man spørger plejebeboerne selv, så er ni ud ti tilfredse, og det samme gælder for fire ud af fem, der modtager hjemmehjælp.

    Så stor er forskellen på en nylig tilfredshedsundersøgelse og en rundspørge, som tidligere på året blev udført af Epinion som en del af Sundhed og Omsorgs samarbejde med Constructive Institute.

    ”Lige så glade vi er for den høje tilfredshed, lige så bekymrende er aarhusianernes knap så høje tro på kvalitet i ældreplejen”, siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde. 

    Epinions undersøgelse viser også, at der er en sammenhæng mellem hvor meget, man følger området i medierne og ens syn på ældreplejen i almindelighed. Det er en af grundene til at Aarhus Kommune og Constructive Institute, der arbejder for at fremme konstruktiv journalistik i pressen, har indgået et samarbejde.

    “Mediernes dækning påvirker danskernes opfattelse af virkeligheden mere end noget andet.  Og naturligvis skal pressen dække udfordringerne i den offentlige sektor. Men skjulte kameraer må aldrig blive en effekt eller første valg fra det redaktionelle redskabsrum. Tilliden mellem medier og forvaltning har været elendig, og resultatet er ikke gavnligt for de borgere, både presse og kommune er sat til at tjene. Derfor er jeg imponeret over den dialog og åbenhed, som både lokale chefredaktører og Aarhus Kommune nu har taget hul på”, forklarer Ulrik Haagerup, grundlægger af Constructive Institute.

    ”Det er vigtigt, at borgerne føler sig trygge, når de kommer dertil, at de skal have offentlig hjælp i alderdommen. Og i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet, er det også vigtigt med en klar forventningsafstemning med borgerne. Det kræver på den ene side, at der er en realistisk gengivelse af ældreplejen i pressen, men også at vi som kommune samtidig åbner os mere for pressen, så den får gode arbejdsbetingelser, både når det går godt og skidt”, slutter Christian Budde.   

    Fire aarhusianske medier er med i samarbejdet.

    Fakta 

    Kontakt

    Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra https://aarhus.dk/om-kommunen/presserum#sundhed-og-omsorg-ce 

    Sidst opdateret: 5. december 2023