Gå til hovedindhold
Sundhed og Omsorg

Byens hold giver livskvalitet til mennesker med demens

AGF og Aarhus Kommune sætter sammen fokus på demens. Det sker til hjemmekampen den 23. april mellem AGF og FCK, hvor mennesker med demens inviteres på stadion sammen med en ledsager.

20. apr. 2023
  • Læs op

Indhold

    AGF er ´hele byens hold´ og alle skal derfor være velkomne på stadion. Mange har fulgt AGF hele livet og været vant til at komme på stadion. Det skal man kunne blive ved med, selvom man får en demenssygdom.

    "Det er vigtigt at skabe opmærksomhed om de rammer, der gør, at mennesker med demens fortsat kan komme til fodbold og følge deres hold. I AGF skal der være plads til alle - også dem, som rammes af sygdom. Vi bakker også op for at gøre opmærksom på vigtigheden af, at alle er opmærksomme på mennesker med demens og er med til at gøre en tur på stadion til en god oplevelse. For vi kan alle bidrage til, at Aarhus bliver en mere demensvenlig by", lyder det fra administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen.

    Det er først når hele byen står sammen, at vi virkelig kan gøre en forskel for mennesker med demens. Til kampen vil der i fanzonen sættes fokus på demens med stande og konkurrencer, og på anførerbindet vil der være påtrykt demenssymbolet.

    "Aarhus er en demensvenlig by, hvor vi hjælper dem, vi møder i bybilledet, som kan have brug for en hjælpende hånd. Fodbold er inkluderende og samler på tværs af forskelle, alder, køn og baggrund i et fællesskab. Derfor glæder det mig også, at det til dagens kamp er muligt for en aarhusianer med demens at gå til fodbold med en gammel fodboldkammerat eller barnebarnet", siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde. 

    Udover kampens fokus på omsorg, smil og tålmodighed til mennesker med demens vil rådmanden sammen med AGF’s direktør uddele en pris til ’Årets demensvenlige ildsjæl’. Prisen uddeles til en person eller gruppe, der gør noget helt særligt og ekstraordinært for mennesker med demens. Prisen overrækkes i kampens pause.

     

    Kontakt:

    Cecilie Winding, Presseansvarlig i Sundhed og Omsorg – tlf. 30 89 31 19

    Søren Højlund Carlsen, kommunikationschef AGF – tlf. 41 14 11 52