Gå til hovedindhold

”De ramte lige ind i et ømt punkt”

Igen i år deltog ledergruppen Netværksgruppen 42 på efterårets Talentmesse. Vi fangede et af medlemmerne og en af de virksomhedsejere, der har nydt godt af gruppens erfaringer og ekspertise.

Indhold

    På den store karrieremesse, Jobcenter Aarhus’ Talentmessen, den 8. oktober var ledergruppen, Natværksgruppen 42, igen at finde ved en af standene i Musikhuset Aarhus. Gruppen har eksisteret siden 2023, hvor den opstod som et tilbud til erfarne erhvervsledere, der kunne finde sammen og sparre, mens de ledte efter nyt job.

    I dag består gruppen af godt 20 medlemmer, og på dagens messe har de også hvervet en 5-6 nye personer. Et nøgleord for gruppen er diversitet, fortæller en af de stiftende medlemmer, Michael Elefsen, der selv har været administrerende direktør og haft andre lederfunktioner i en lang række virksomheder.

    ”Det er både inden for branche, etnicitet, køn og så videre. Logikken er at tro meget på diversitet. Vi tror ikke på, at det altid skal være branchekendte folk, der skal tale med brancher. Vi tror meget på at sætte en hel masse forskellige slags folk sammen, og så prøve at få det gjort lækkert hos forskellige brancher,” fortæller Michael Elefsen.

    ”Vi er et lille netværk af folk, der alle har haft op- og nedture. Vi gider ikke gå og lave ingenting, så nu har vi lavet en gruppe, hvor vi snakker om positive ting, laver events, og går ud og laver strategiudvikling med virksomheder. Her sammensætter vi en gruppe på en 4-5 stykker, der har to timers sparring med forskellige virksomheder.”

    Her er et udvalg Netværksgruppen 42 samlet. Michael Elefsen er fjerde person fra højre.

    Fire timers intensiv sparring

    En af de virksomheder, som Michael Elefsen og andre fra Netværksgruppen 42 har lavet strategiudvikling med, er Spotmarket, som også er med på dagens messe. Vi fanger direktør og ejer af Spotmarket, Michael Svendsen, som fortæller om sin oplevelse med Netværksgruppen 42.

    ”Jeg har haft et suverænt godt samarbejde med netværksgruppen. Her fik jeg ret hurtig en erkendelse af, at jeg kan mange ting, men at der også er mange ting, jeg ikke kan eller favner. Vi satte det meste af en dag af, hvor jeg præsenterede mine virksomheder, og de ting, jeg selv så var udfordringer,” forklarer Michael Svendsen.

    Michael Svendsen (tv) er CEO for virksomheden SpotMarket. Michael Elefsen (th) og andre fra Netværksgruppen 42 har lavet strategiudvikling Michael Svendsen.

    Netværksgruppen 42 stillede Michael Svendsen en række skarpe og uddybende spørgsmål, der affødte en række samtaler om virksomhederne. Derefter blev Michael Svendsen smidt uden for døren i en halv time, fortæller han, hvorefter han blev kaldt ind igen. Her havde gruppen vendt og drejet plusser og minusser ved Michael Svendsens forretninger.

    ”De havde nogle kritiske spørgsmål, om hvorvidt jeg havde for mange bolde i luften. De pegede på to bolde, som de syntes, ikke havde nær så meget potentiale som de andre. De ramte lige ind i et ømt punkt,” fortæller Michael Svendsen.

    ”Vi har ikke arbejdet videre med de to projekter siden mødet. Jeg fik en masse gode råd om, hvad jeg kunne gøre bedre, og input som jeg gemmer i min idébank. Til sidst fik jeg en fyldestgørende tilbagemelding i rapportform. For mig var det helt fantastisk og fire gode timer. Jeg har brugt det meget efterfølgende og bruger det stadigvæk, så jeg kan kun anbefale det til andre.”

    Netværksgruppen 42 har taget deres navn fra bogserien The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, hvor svaret på alt er 42. Den er opstået i et samarbejde mellem de nuværende medlemmer og virksomhedskonsulent Torben Rump fra Jobcenter Aarhus.

    Læs også denne reportage fra Talentmessen den 8. oktober samt dette portræt, da Netværksgruppen 42 deltog på forårets Talentmesse.

    Sidst opdateret: 1. november 2024